Parforholdets trivielle glæder og sorger

Sam Mendes plejer at have fat i den tunge ende af parforholdets mørke sider, hvad han har været en mester til at ironisere over i “American Beauty” og “Revolutionary Road”. Det kan derfor komme som en overraskelse, at hans nyeste skud på stammen, “Away We Go”, ikke just bevæger sig i samme sylespidse tilgang. Der prikkes ikke hul på tilværelsens forlorne rosenrøde balloner, som Mendes ellers ynder. De sædvanlige spidsfindige angreb på det idealiserede parforhold og den efterfølgende stivnede småborgerlighed udebliver desværre. Men mindre kan også gøre det.

Modsat Mendes’ tidligere håbløshed er der kommet andre boller på suppen denne gang.
Burt og Verona er et kærestepar i trediverne fra Colorado, der venter deres første barn. De bor kun i Colorado, fordi Burts forældre er der, og fordi de derfor havde mulighed for at blive aflastet af det kommende barns bedsteforældre. Da bedsteforældrene spontant beslutter sig for at rejse til Belgien og bo i to år, vælger det unge par at lede efter et mere passende hjem – et eller andet sted i USA. Det udmunder sig til en road trip hen over kontinentet, hvor de besøger en række venner og bekendte. Bestræbelserne på at finde et hjem og ikke mindst sig selv viser sig noget mere omstændige end forventet.

Den tragikomiske bidske tone snapper ikke fra sig med “Away We Go”. Mendes synes denne gang mere at være en harmløs skødehund end den, der hyler ad månen. Dog er det på en eller anden vis forfriskende at se Mendes forsøge sig med genkendelig tematik, også selvom det er helt ovre i den anden boldgade end set tidligere. Til trods for at der denne gang er satset på let komik med et snært af alvor – og at det på ingen måde er så intelligent udført som i bl.a. “American Beauty” – emmer filmen afgjort af charmerende fortællerglæde.

“Away We Go” er en rammefortælling bygget op af de små historier, der opstår i kølvandet på Burt og Veronas rundfart i USA. Hvert sted, de besøger, omkredses af stereotypisk parforholdstematik, der trækkes ud på et absurd overdrev. Desværre er de vanvittige elementer på ingen måde vedholdende og drukner i stift navlepillende ny-forældre-dramatik. Det til trods for, at der lægges groft ud med en hysterisk morsom sekvens med Burts forældre og senere med hans småskøre new age-kusine, spillet af et utroligt veloplagt Maggie Gyllenhaal. Historien som helhed er simpelthen ikke god nok til at kunne sættes på to stole som sødsuppe pardrama og absurd-komik. Anstrengelserne ved at sammenflette de to meget forskellige indgangsvinkler kolliderer og går op i farveløst røg.

Dog er “Away We Go” hyggelig og let underholdende med mange virkelig gode præstationer.
Hvor John Krasinski som Burt bestemt trækker læsset størstedelen af tiden, underbygges det gode dialogarbejde af fremragende modspil fra bl.a. Jeff Daniels, Catherine O’Hara og Allison Janney. Det, der bærer filmen, er de gennemtænkte og morsomme replikker, men historien taber flere gange tempo alt efter, hvilket sted Burt og Verona nu er henne.