I de belgiske Dardenne-brødres prisbelønnede socialrealistiske dannelseshistorie “Barnet”, skabes det bærende drama af et intenst samspil mellem den spillefilmsdebuterende Déborah Francois og hendes mandlige modstykke, den skuespilmæssigt noget mere velbevandrede Jérémie Renier. Men det er nu ikke den eneste bevæggrund for, at brødrene sidste år kunne modtage De Gyldne Palmer i Cannes for anden gang i karrieren.

Der er således også lagt op til en benhård form for socialrealisme, når vi fra første færd, som en usynlig skygge, følger den unge og nybagte mor, Sonia, og hendes ni dage gamle søn, Jimmy, under hendes desperate søgen efter barnets far i den trøstesløse og skønhedsforladte havneby Seraing. Sonia er netop vendt tilbage fra sygehuset efter fødslen og efterstræber brændende en genforening med barnets far, den utroværdige Bruno. At Bruno er upålidelig, ja nærmest skruppelløs i sine handlinger, må hun i hvert fald hurtigt sande. Dels har han, under hendes fravær, lejet hendes lejlighed ud til et fremmed par, vel og mærke uden hendes accept. Og efter samme uholdbare koncept sælger han da også snart deres nyfødte søn for en slik. Som han siger – ”vi kan jo altid få et barn til”. Helt samme overbevisning har Sonia imidlertid ikke, og Bruno bliver da også hurtigt nødt til at acceptere sin gebommerlige fejltagelse og vise en mandfolkeindsats for at bringe den bortadopterede pode til veje igen. Det skal imidlertid vise sig at være umådeligt svært, når livet i forvejen er en daglig kamp for overlevelse i et autoritetsforladt og fremtidstruet samfund.

Selv om Bruno indtil nu har vist sig fra sine allerdårligste sider, kan man alligevel ikke lade være med at holde af den lille familie og bede til, at deres fælles projekt i sidste ende vil lykkes dem. Trods en ulig tilgang til livet, præges deres samvær nemlig også af stor gensidig forståelse og følelsesfuld omsorg. Den omsorg ender dog som bristede illusioner for Sonia, da Bruno sælger deres fælles arving. Og derfor må og skal den unge far hurtigt indse skaden og sætte sig for at rette op på den, selv om det måske allerede er for sent.

De to unge mennesker tegner et hudløst ærligt og under alle omstændigheder flammende intenst billede af to fortabte sjæle i et udsigtsløst forstadskvarter i Belgien. Deres ansigtsudtryk synes næsten at fremstamme, hvad de fleste må tænke – Her er ærligt talt ikke meget at komme efter. Det er der nu alligevel. Selv om trøstesløsheden og Brunos utilregneligheder fylder mest, viser deres forhold ikke desto mindre eksempler på en dybfølt, respektfuld, ja nærmest naivistisk smuk kærlighed. Spørgsmålet er, om den er stærk nok til at takle Brunos afstumpede væsens overlevelsesmetoder.

Det er her Dardenne-brødrene for alvor kommer til orde. Som altid kommer de to forhenværende dokumentarister med deres utvetydige kritik af et belgiske samfund, hvor moralen tilsyneladende står for fald. Således får det aldrig konsekvenser, at Bruno uden omtanke sælger sin førstefødte til en kvinde, der kan tilbyde en betragtelig pose penge i bytte. Brødrenes kalkering af ordensmagten ligner utvivlsomt en latterliggørelse og er det formentligt også. Men nu er det heller ikke moralen, der har det overordnede fokus i en film, der på alle måder må siges at være formfuldendt. Det har derimod kærlighedens opblomstring og retmæssige kamp for overlevelse i et koldt og kynisk samfund, der ikke efterlader selv samme kærlighed store muligheder. Og det har i særdeleshed den ekspliciterede dannelseshistorie, der følger Brunos rejse fra ung til voksen, fra ansvarsløs til ansvarsfuld, fra afstumpet til omsorgsfuld.