Tredje gang er lykkens gang…

“Barneys mange liv” er en sand rutsjetur af op- og nedture i en noget usædvanlig mands tilværelse: Barney Parnofsky (Paul Giamatti).

Filmen er opbygget som et flashback, der fører os tilbage fra 2010 til Barneys liv i Rom anno 1974. Her møder vi han sin første kone, Clara (Rachelle Lefevre). Hun er en flyvsk boheme, som bærer Barneys ufødte barn, hvorfor et bryllup hurtigt stables på benene. Men lykken afløses af sorg, da barnet dør ved fødslen, hvorefter Clara begår selvmord. Barney vælger at forlade Rom og flytte til den canadiske storby Montreal, hvor hans onkel har skaffet ham et job hos et produktionsselskab. Onklen har desuden en stor plan i ærmet: Barney skal gifte sig med en rig overklassepige, som vi senere lærer at kende som “den anden fru P” (Minnie Driver).

Men de mange penge, som Barney gifter sig til, afholder ham ikke fra at forelske sig hovedkulds i den underskønne Miriam (Rosamund Pike), der er gæst til hans bryllup. Og minsandten om det ikke også lykkes Barney at vinde Miriams kærlighed. For første gang i sit liv føler han en ægte kærlighed, og man skulle tro, at dét dermed blev den lykkelige slutning på en temmelig tragikomisk rutsjetur. Men ak og ve… det er det selvfølgelig ikke.

Paul Giamatti er fortræffelig som den akavede Barney. Karakteren er på én gang ucharmerende og karismatisk, elskværdig og irriterende, men Giamatti formår på strålende vis at balancere mellem modsætningerne. Filmens omdrejningspunkt er Barneys forskellige ægteskaber, mens en af de konsekvente karakterer, der ikke forlader hans side, er hans far Izzy (Dustin Hoffman). Hoffman var et fortrinligt valg til at spille Barneys halvskøre far, og samspillet mellem ham og Giamatti skaber et både varmt og spøjst far/søn forhold, som man kan tage og føle på. Derudover brillerer Minnie Driver i rollen som den snobbede, forkælede overklassepige, og midt i al irritationen over hendes karakter må man indimellem minde sig selv om, at Driver trods alt blot er en skuespiller.

“Barneys mange liv” kan til tider være forvirrende, da det netop er hans mange forskellige liv, vi følger, og indimellem hæmmer det altså den detaljerige fortælling, at man lige skal finde ud af, hvor man befinder sig i tid og rum. Det er risikoen, man løber ved at skippe den kronologiske fortælling til fordel for flashbacks, men instruktøren, Richard J. Lewis, slipper oftest nogenlunde af sted med sit gamble. Filmen er sammensat af flere små, sammenhængende fortællinger om Barneys liv, og desværre har Lewis proppet alt for mange elementer ind i historien – deriblandt en overflødig mordgåde, som sagtens kunne være undværet, og som stjæler spilletid fra filmens stærkere handlingsforløb.