Batman v Alle de andre

Hvem vinder? Det er det store spørgsmål med “Batman v Superman: Dawn of Justice”. Bliver det Christopher Nolans moral-realistiske Batman, der insisterer på ægte stunts udført i et mørkt Gotham? Eller bliver det Zack Snyders plastiske CGI-fest fra “Man of Steel”, hvor Superman smed sig selv og skurk ind i glastyndt højhus efter højhus efter højhus? Jeg synes, det er uafgjort. Måske med en lille pointsejr til Ben Afflecks Batman.

For i den her World-Mega-Maxbuster af en superheltefilm så er der store forskelle på karakterkvaliteterne. Derfor er første halvdel da også klogeligt dedikeret Batman. Og Bruce Wayne. Det er deres film. Der indledes med Waynes blik på de kedsommelige ødelæggelser fra “Man of Steel”. Det er 11. september om igen. Byen begraves i støv, grus og tabte menneskeskæbner. Tusinder dør. Hvorfor forhindrede Gud ikke den katastrofe? Fordi han havde travlt med at smadre løs på General Zod iført rød kappe og blå latex. Bruce Wayne er et almindeligt menneske under angreb. Han vil forhindre, at katastrofen (11. september?) sker igen. Med alle midler! Tæsk, tortur og overvågning.

I den rolle er Ben Affleck nok min nye favorit i rollen som Batman. Han er gjort ældre. Ondere. Mere opgivende på det gode i verden, men kæmper imod det onde med håndpistol og knytnæveslag. Han har bekæmpet kriminalitet sammen med Alfred i Gotham i 20 år. De er slidte med grå skægstubbe. Spillet imellem Affleck og Jeremy Irons’ hjælpende butler er herligt opgivende. De er ikke de gode mere. De har begge glemt, hvorfor de gør det, de gør. Deres håbløshed bliver hjulpet næsten for godt på vej af Zack Snyders gråblå billeder. De kølige farver slår køligheden fra Snyders “300” og “Watchmen”, hvilket understreger, at det her er en tegneseriefilm. Det er cool, men aldrig virkeligt som hos Nolan.

Det her handler nemlig om helte og skurke, der slås. Bruce Wayne går ikke på date, og Superman sørger kun begrænset over tabet af sin Kevin Costner-far. Superman er i det hele taget statist i en Batman-film. Og det er klogt. For frelseren, guden, det overmenneskelige rumvæsen er ikke interessant i sig selv. Til det er han for pæn og god. I stedet er han interessant, når han får menneskene med alle deres fejl til at reagere på ham. Kan verden leve med en gud over loven? En, vi ikke kan styre? Det mener hverken Batman eller Lex Luthor.

Sidstnævnte bliver aldrig helt sin egen i Jesse Eisenbergs skikkelse, der spiller Metropolis’ superskurk som en blanding af den nørdede Zuckerberg fra “The Social Network” og så det åbenlyse forbillede; Heath Ledgers Joker fra “The Dark Knight”. Han bevæger hænder og mumler manisk, ligesom Ledger gjorde det. Men han står i skyggen af mørkets ridder. Præcis som Superman, Lois Lane og en fejlplaceret Wonder Woman, der forceret peger frem mod “Justice League”-filmene. Men jeg kunne se hele dagen på Ben iført benhårdt metalkostume, imens han tæver løs på Superman med ufine tricks, samtidig med regnen falder tungt og gråt og blåt.