“Bee Season” er en besynderlig film. Den er enormt flot, endda ofte betagende. Den har masser af gode præstationer, et fint score, overbevisende effekter, velstøbte karakterer og veldrejede replikker. Men selvom slutningen er både rørende og effektiv, så synes filmen stadigvæk at efterlade én lidt paf og forvirret over meningen bag det hele. I dette tilfælde er summen af filmens mange vellykkede dele desværre ikke lig med en imponerende helhed. Men “Bee Season” har tydeligvis noget på hjerte, og den rammer plet langt oftere, end den skyder forbi målet.

Som i så mange andre nutidige dramaer er omdrejningspunktet i “Bee Season” en tilsyneladende lykkelig forstadsfamilie, hvis attraktive facade langsomt begynder at krakelere. Faderen (en formidabel Richard Gere) er en charmerende teologiunderviser på det lokale universitet, moderen (franske Juliette Binoche, vidunderlig som altid) er en venlig, lavmælt kvinde, og parrets to børn, Aaron og Eliza, synes at nyde tilværelsen i forældrenes enorme, idylliske hus. Datteren spilles af den fremragende, 12-årige skuespillerdebutant Flora Cross, der tiltrækker sig mest opmærksomhed på trods af tilstedeværelsen af førnævnte velkendte, prominente skuespillere og desuden en typisk henrivende Kate Bosworth.

Det er Eliza, der er fortællingens kerne og primus motor. Cross må bære en hel del af filmen på sine små skuldre, men heldigvis er hun klar til udfordringen. Eliza viser sig at have en særlig evne til snildt at stave nogle af det engelske sprogs vanskelligste ord. Hun vinder flere stavekonkurrencer, og det får hendes stærkt troende, jødiske far til ikke at blot at blive stolt, men til at se sin datter som en særlig religiøs personlighed, der har en eller anden form for forbindelse til Vorherre. Det giver dog brormand et ærgerligt mindreværdskompleks, og Elizas egenskaber har en særpræget effekt på sin mor, der pludselig får et ubehageligt barndomsminde genopfrisket.

Filmens religiøse tiltag – selv for ikke-troende – bliver tegnet op nærmest befriende anderledes og ofte fascinerende. Men i sidste ende kan filmens særegne brug af mysteriøse religionsbegreber og bibelske beretninger godt blive en smule trættende, ensformig og til slut endda forvirrende. De religiøse aspekter savner en smule mere uddybelse, og et sideplot med sønnens oprør ved at melde sig ind i Hari Krishna får slet ikke nok spilletid til at fremstå videre relevant.

Det er filmens mest intime stunder, der er dens største force. Scenerne mellem Gere og Binoche er afdæmpede, men læsset med en uafrystelig, følelsesmæssig intensitet. Men scenerne med den knivskarpe Eliza, hvor hun med lukkede øjne bliver guidet af en potentielt guddommelig sjette sans, der fortæller hende, hvorledes ordene skal staves, er de bedste. Her synes filmen dog af og til at fremstå en snert utroværdig, men skuespillets underspillede nuancer og instruktørparret Scott McGehee og David Siegels sans for at kreere en magisk, men troværdig verden hiver sejren hjem. “Bee Season” er et af de mest originale og mest tankevækkende amerikanske dramaer set længe. Den har lidt for mange ideer, men i det mindste har den ideer.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen. Dvd’en byder på endnu et af de efterhånden mange nye transfers, der synes at gøre næsten alt rigtigt, men alligevel hæmmes af et lettere blødt look. Bortset fra den lidt skuffende mangel på skarphed, er her ikke rigtig noget at kritisere. Kontrasten er god, farverne er flotte og korrekt gengivet, og hverken edge-enhancement, støj eller støv popper op for at distrahere.

AudioSelvom en film ikke byder på en kaskade af biljagter, eksplosioner og skuddueller, så betyder det naturligvis ikke, at dens lydspor ikke kan imponere. Det engelske Dolby Digital 5.1 lydspor på “Bee Season”-dvd’en skaber en enormt effektiv, opslugende atmosfære takket være effektiv brug af hele kanalnetværket. Især scenerne, hvor Eliza oplever sine ‘åbenbaringer’ tager lydsporet sig godt af med masser af subtile, underfundige detaljer i samtlige højtalere. Dialogen lyder måske en anelse for spids, og subwooferen måtte også gerne have leveret en lidt mere helstøbt bund, men der er under alle omstændigheder tale om et glimrende lydspor.

Ekstramateriale”Bee Season” er i høj grad en film, som lægger op til debat, så det er særdeles skuffende, at dvd-udgivelsen ikke byder på mere ekstramateriale, end den gør. Andre udgivelser af filmen byder på et par kommentarspor, men vi må desværre bare nøjes med et par korte dokumentarer og få slettede scener.

I “The Essence of Bee Season” (7 minutter) og “The Making of Bee Season” (6 min.) bliver hhv. filmens tema og filmens tilblivelse debatteret. Men pga. de korte spilletider bliver der selvsagt ikke tid til virkelig at gå i dybden med noget som helst. Mest interessant er nok den første featurette, hvor flere religionseksperter taler om indholdet i “Bee Season”.

Der er i alt 6 slettede scener, og de kan ses med kommentarer fra instruktørerne McGehee og Siegel. Tilsammen varer de sølle 6 minutter, og et par af dem er bare forlængede udgaver af scener, som allerede optræder i filmen. Her er desværre ikke meget at komme efter, selvom en fin elevatorscene med Gere og Cross indskyder en snert af naturlig humor, som filmen kunne have haft gavn af.