Hvis du tror, at 2 gange ‘Beetlejuice’ i titlen betyder dobbelt så meget Michael Keaton, så kan du godt tro om igen. For det betyder faktisk bare flere bi-karakterer, døde statister og lidt mere Michael Keaton, der sidder ned ved et skrivebord med benene over kors.

Det er alligevel meget lang tid, der skulle gå, før vi fik en sequel til Tim Burtons 80’er-klassiker. Over tredive år skulle vi vente, før Keaton hoppede i det sort-hvid-stribede jakkesæt endnu engang og opførte sig upassende. Det er både en dårlig og god faktor, for selvom det er godt, vi slap for den langvarige idé med ‘Beetlejuice Goes Hawaiian’, så har der alligevel været en del #metoo, der har skruet mærkbart ned for hans karakter.

‘Beetlejuice Beetlejuice’ starter præcis som den originale med helikopterbilleder over en lille amerikansk by – eller er det en model? Danny Elfmans fantastiske score er en fornøjelse i sig selv. Klip til Lydia (Winona Ryder), der har sit eget tv-program, hvor hun hjælper onde ånder ud af folks liv. Men hun hjemsøges stadig af minderne om ‘Beetlejuice’. Vi finder ud af, at hun har en kæreste, hendes manager Rory (Justin Theroux), som er en kvalmende pleaser, der stryger med hårene. Hyggen bliver afbrudt af hendes mor Delia (Catherine O’Hara), der fortæller, at Lydias far Charles (Jeffrey Jones) er død i en flyulykke. Eller nok mest fordi skuespilleren Jeffrey Jones er dømt for pædofili.

De skal i hvert fald begrave ham i Winter River, og derfor skal de hente Lydias datter Astrid (Jenna Ortega), som går på deres egen kunstskole. Alt dette resulterer i en nydelig begravelse med et smukt børnekor, der synger ‘Banana Boat’, lige det mit nostalgiske hjerte havde brug for. Familien skal nu blive i Winter River for at bearbejde sorgen, og måske vil Delia skabe noget fedt kunst ud af det. Imens alt dette foregår, bliver Beetlejuice opsøgt af sin ekskone Delores (Monica Bellucci), der er ude efter hævn, mens han prøver at styre en telefoncentral for eksorcisme. Selvfølgelig krydses vejene, og de dødes og de levendes verdener får besøg af gæster fra begge sider.

Jeg ved ærligt ikke, hvad der ville have været en god handling eller idé til ‘Beetlejuice Beetlejuice’, men i hvert fald ikke Hawaii. Man kan ikke komme uden om, at Tim Burton nok mangler lidt succes. Han har ikke haft et biografhit i over 10 år, så hvorfor ikke tage en gammel film op af skuffen og presse det sidste grønne snask ud af den? Han har heller ikke rigtig gidet finde på så meget nyt. Selv plakaten kan forveksles med den originale – der er bare lidt ekstra skuespillere på.

Filmen halter virkelig i den første time. Det er trættende at kigge på. Der bliver ikke rigtig plantet nogen frø til handlingen eller noget anslag, og man skal igennem den første halvdel af filmen, før det bliver spændende. Der er bare meget dialog mellem de sørgende hovedpersoner, som ikke fører nogen vegne hen, og når Burton føler, vi har været der længe nok, panorerer kameraet ned i jorden, og vi ankommer til dødsriget. Her er der fyldt med sjove statister, der trækker et nummer, og så kan man gætte på, hvordan de mon døde. Så kan man ellers nyde skuespillerne, som Burton har fundet en rolle til, fordi de sagde ja, da han ringede. Willem Dafoe, Danny DeVito og Bellucci kan ikke løbe fra, at de hygger sig, men nødvendige er de ikke. De er mast ind i manus, fordi det ville være sjovt at have dem med.

Sådan føles hele filmen stort set. Der er ikke rigtig nogen handling, og filmen siger ikke meget. Det er nok mest en mor-datter-film, der samler sig selv op i de sidste 30 minutter. Vi får heldigvis en fed, koreograferet musicalsene til Richard Harris’ ‘MacArthur Park’, som jeg virkelig grinede af og nød, men det er, som om filmen kommer i tanke om, at den skal handle om noget. Så Lydia og Astrid må hellere kramme og forsone, inden den er slut.

Udover den fede sang og dans er der stadig et par solstråler, der skinner igennem den ellers grå og tunge sky. Catherine O’Hara har et komisk talent, jeg ikke har set før nu. Hun stråler eminent i denne film og har en beundringsværdig komisk timing, som fik mig til at flække af grin mange gange. Lydias kæreste Rory er også en sjov karakter; han er klistret og altid den første til at undskylde i enhver given situation. Og nå ja, selvom Willem Dafoe er unødvendig, har han tydeligvis haft nogle sjove dage på settet, og det er altid skønt at se nogen hygge sig. Vi må heller ikke glemme at give point til de flotte practical effects. Det er dejligt at se en ny film, hvor man ikke bliver revet ud af illusionen af dårlige animationer, men i stedet ser stop motion til sandormen, teateragtige proteser og grønt slim. Det er lækkert!

Vi må heller ikke glemme spørgsmålet, som alle har til filmen: “Har Michael Keaton stadig ‘Beetlejuice’ i sig?”. Det korte svar er “Njaaa…”. Han er ikke lige så livlig og hurtig, som han var i 1988, men han har stadig stemmen og humoren i god behold. Men jeg ville have ønsket, at filmen var lavet for 15 år siden. Det er tydeligt, at Warner Bros. har været bevidste om, at de ikke kunne stå inde for, at ‘Beetlejuice’ kiggede op under kvinders kjoler, tvangsgiftede sig eller tog folk i skridtet. Det er selvfølgelig forståeligt, at det ikke går i dag, men hvorfor så gøre noget halvt? Jeg blev lovet ‘Beetlejuice’ to gange i titlen, men jeg føler mere, at jeg fik en bleg Torben Chris i 2 timer. Det kan sammenlignes med ‘Road House’-remaket. Hvorfor genoplive noget, der ikke hører hjemme i vores tid?

‘Beetlejuice Beetlejuice’ er en karuseltur, der bruger enormt lang tid på at køre op og op, indtil den rutsjer ned og lander på den bakke, man har fulgt hele vejen op. Jeg blev overrasket af skuespilpræstationerne og effekterne, men ikke af filmen selv. Jeg kan kun afslutte med en opfordring til Hollywood og Tim Burton, som Dafoes karakter ville have sagt det: “Keep it real.”

‘Beetlejuice Beetlejuice’ kan ses i biografen nu.