Fandenivolsk melodrama

Man skulle ikke tro, at en film med så meget gåpåmod, så følelig intensitet eller så hjerteskærende drama som “Before the Devil Knows You’re Dead” kunne skrues sammen af en 84-årig instruktør. I 2005 fik Sidney Lumet endelig en Oscar efter at være blevet nomineret fem gange. Det var en æres-Oscar og en skjult hentydning til, at den aldrende filmmager formentlig var døden nær og ikke længere orkede at begå genistreger på niveau med “Network”, “Dommen”, “Tolv vrede mænd” eller “En skæv eftermiddag”. Lumet kunne næppe have produceret et bedre modargument end “Before the Devil Knows You’re Dead”.

Lumet har beskrevet filmen som et melodrama. Et ord, som sædvanligvis forbindes med rørstrømske seancer spækket med overspillende aktører, anmassende musik og patetisk sniksnak. Men betegnelsen er korrekt, fordi “Before the Devil Knows You’re Dead” summer af store følelser, og fordi det er historien, dens tilfælde og omgivelser, der har en effekt på karaktererne, snarere end omvendt. Og karakterernes magtesløshed er et centralt element i “Before the Devil Knows You’re Dead”, som aldrig mønstrer overspil eller ubetydelig sniksnak. Carter Burwells musik er i øvrigt dejlig minimalistisk.

Under et røveri hos en juveler bliver tyven skudt og dræbt af den kvindelige ejer, som også når at blive skudt af røveren. En forklædt mand ser hændelserne fra sin bil og kører væk i en fart, mens han febrilsk råber og tæsker løs på rattet. Vi finder hurtigt ud af, at bilisten, Hank, er søn af den døende kvinde, og at han sammen med storebroren Andy planlagde at røve forældrenes butik, så brødrene kunne overkomme deres respektive pengeproblemer. Det er en sindsoprivende begyndelse på en nådesløs fortælling. Men røveriet er blot startskuddet. Det er den efterfølgende lavine, der opsluger og ødelægger Andy og Hank, som filmen bruger hovedparten af sin spilletid på.

Det er ubehageligt at overvære brødrenes liv smuldre, men det er umuligt ikke at blive revet med. Det skyldes især præstationerne af Ethan Hawke som Hank og Philip Seymour Hoffman som Andy, der begge på subtil vis afslører sprækkerne i brødrenes personligheder og deres pinsler, hvorfor man aldrig finder dem usmagelige på trods af deres hasarderede gerninger. Ganske vist ved djævlen endnu ikke, at de er døde, men deres livslyst synes trods alt at være fordampet. Marisa Tomei, der vist aldrig har været mere sexet, brillerer også som Andys kone, der har en affære med Hank. Tomei gør hustruen til fortællingens mest sympatiske karakter. En kvinde, som egentlig vil det bedste for begge sine elskere, og hvis liv ligeledes ødelægges af en tragedie, som hun på ingen måde var indblandet i.

Philip Seymour Hoffman understreger endnu en gang, at han er en af tidens absolut bedste skuespillere. Ligesom alle de andre karakterer er Hank enormt kompleks, og Hoffman skræller langsomt figurens lag af for øjnene af sit måbende publikum. Tragedien opnår en helt ny dimension, da man indser, at Andy ikke blot har mistet sin mor, men også muligheden for nogensinde at opnå forsoning med sin far, spillet af en fænomenal Albert Finney, der forsømte og ignorerede ham som lille. Andy vil aldrig kunne tvinge en undskyldning ud af faren, hvis kone han indirekte dræbte. Han når frem til den erkendelse i en tårevædet samtale med sin skræmte hustru i en scene, der byder på skuespil, som er samtlige superlativer værdigt.

Men den unge forfatter Kelly Masterson, der aldrig tidligere havde skrevet et filmmanuskript, fortjener naturligvis også en stor del af æren for filmens succes. Ganske vist er hans historie en tand for lang, og den kæmper til tider en brav, men forgæves kamp med at få flashback-sekvenserne, der foregår før tyveriet, til at være lige så følelsesladede som dem, der foregår efter. Men Masterson og Lumet har kreeret noget, vi efterhånden ser alt for sjældent: Et troværdigt drama med troværdige karakterer og troværdige følelser. Sådan skal det fandeme gøres.

Video

Præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. “Before the Devil Knows You’re Dead” blev skudt i High Definition, så derfor overrasker det ikke, at billedsiden fremstår knivskarp på dvd. Både de kølige og varme farvenuancer er smukke. Mange af scenerne foregår om natten eller i skumle lokaler, så heldigvis er kontrasten solid, og støj og smuds optræder aldrig. Man irriteres kun af få spinkle glorier og mærkværdige komprimeringsfejl under scener med markante, horisontale linier.

Audio

Lydsidens formentlig vigtigste element er dialogen, som gengives tydeligt af udgivelsens Dolby Digital 5.1-lydspor. Man bliver ikke udsat for mange panoreringer, men samtlige højtalere bidrager med subtile atmosfærelyde, der hjælper med at suge tilskueren ind i filmens univers. Selv subwooferen rører på sig til tider, og både Carter Burwells musik og lydeffekterne tilføjes ekstra resonans af LFE-kanalen. Hverken støj eller overstyring figurerer.

Ekstramateriale

Trailere til “3:10 til Yuma”, “Eastern Promises” og “Rendition” medfølger. “How the Devil Was Made” (25 min.) er en god om end kort dokumentar om filmens tilblivelse. Som forventet bruger de interviewede skuespillere en hel del tid på at lovprise deres instruktør og manuskriptet. Men der bliver også tid til fascinerende debat om melodramagenrens blakkede ry, historiens udvikling og forskellene på teater og film.

Endnu bedre er kommentarsporet med Lumet, Hoffman og Hawke. De tre mænd er alle enormt intelligente og velartikulerede, og de kommer med mange fascinerende udtalelser om deres kollegaer, professioner og karrierer. Der er ingen mærkbare pauser, og trioen finder heldigvis også ting at more sig over – såsom Hawkes forsøg på at score Marisa Tomei, dengang han var yngre. Den aldrende Lumet er et omvandrende leksikon, der leverer medrivende beretninger om alt fra hans samarbejde med Katharine Hepburn til Al Pacinos fortjente omdømme som en elendig bilist.