Before the Devil Knows You’re Dead
Udgivet 16. aug 2008 | Af: The Insider | Set på DVD
Man skulle ikke tro, at en film med så meget gåpåmod, så følelig intensitet eller så hjerteskærende drama som “Before the Devil Knows You’re Dead” kunne skrues sammen af en 84-årig instruktør. I 2005 fik Sidney Lumet endelig en Oscar efter at være blevet nomineret fem gange. Det var en æres-Oscar og en skjult hentydning til, at den aldrende filmmager formentlig var døden nær og ikke længere orkede at begå genistreger på niveau med “Network”, “Dommen”, “Tolv vrede mænd” eller “En skæv eftermiddag”. Lumet kunne næppe have produceret et bedre modargument end “Before the Devil Knows You’re Dead”.
Under et røveri hos en juveler bliver tyven skudt og dræbt af den kvindelige ejer, som også når at blive skudt af røveren. En forklædt mand ser hændelserne fra sin bil og kører væk i en fart, mens han febrilsk råber og tæsker løs på rattet. Vi finder hurtigt ud af, at bilisten, Hank, er søn af den døende kvinde, og at han sammen med storebroren Andy planlagde at røve forældrenes butik, så brødrene kunne overkomme deres respektive pengeproblemer. Det er en sindsoprivende begyndelse på en nådesløs fortælling. Men røveriet er blot startskuddet. Det er den efterfølgende lavine, der opsluger og ødelægger Andy og Hank, som filmen bruger hovedparten af sin spilletid på.
Philip Seymour Hoffman understreger endnu en gang, at han er en af tidens absolut bedste skuespillere. Ligesom alle de andre karakterer er Hank enormt kompleks, og Hoffman skræller langsomt figurens lag af for øjnene af sit måbende publikum. Tragedien opnår en helt ny dimension, da man indser, at Andy ikke blot har mistet sin mor, men også muligheden for nogensinde at opnå forsoning med sin far, spillet af en fænomenal Albert Finney, der forsømte og ignorerede ham som lille. Andy vil aldrig kunne tvinge en undskyldning ud af faren, hvis kone han indirekte dræbte. Han når frem til den erkendelse i en tårevædet samtale med sin skræmte hustru i en scene, der byder på skuespil, som er samtlige superlativer værdigt.
Præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. “Before the Devil Knows You’re Dead” blev skudt i High Definition, så derfor overrasker det ikke, at billedsiden fremstår knivskarp på dvd. Både de kølige og varme farvenuancer er smukke. Mange af scenerne foregår om natten eller i skumle lokaler, så heldigvis er kontrasten solid, og støj og smuds optræder aldrig. Man irriteres kun af få spinkle glorier og mærkværdige komprimeringsfejl under scener med markante, horisontale linier.
Lydsidens formentlig vigtigste element er dialogen, som gengives tydeligt af udgivelsens Dolby Digital 5.1-lydspor. Man bliver ikke udsat for mange panoreringer, men samtlige højtalere bidrager med subtile atmosfærelyde, der hjælper med at suge tilskueren ind i filmens univers. Selv subwooferen rører på sig til tider, og både Carter Burwells musik og lydeffekterne tilføjes ekstra resonans af LFE-kanalen. Hverken støj eller overstyring figurerer.
Trailere til “3:10 til Yuma”, “Eastern Promises” og “Rendition” medfølger. “How the Devil Was Made” (25 min.) er en god om end kort dokumentar om filmens tilblivelse. Som forventet bruger de interviewede skuespillere en hel del tid på at lovprise deres instruktør og manuskriptet. Men der bliver også tid til fascinerende debat om melodramagenrens blakkede ry, historiens udvikling og forskellene på teater og film.
Sidney Lumet kunne for nylig puste 84 lys ud på sin seneste fødselsdagskage, men den legendariske filmmagers “Before the Devil Knows You’re Dead” understreger, at Lumet stadigvæk er blandt sit fædrelands dygtigste instruktører. Flere af tidens bedste skuespillere gør deres bedste i denne uforudsigelige, ubarmhjertige og (ganske passende) djævelsk opfindsomme tragedie. Både skivens transfer og lydspor begejstrer, og det samme gør udgivelsens lille portion ekstramateriale. Varmt anbefalet.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet