Usmageligt godt show

Navnet Liberace er blevet synonymt med camp, med usmagelige kostumer og indretning samt med en sirupsklistret muzak. Man kunne måske forvente, at jeg nu ville rose filmen for nedbryde denne stereotyp, men faktisk er det modsatte tilfældet. Filmen svælger i guldsmykker, pailletter, kitsch, vanvittige sceneshows og karakterer, der mest af alt virker som noget, der er løgn. Instruktør Steven Soderberghs største bedrift er, at han får fremstillet karaktererne som almindelige mennesker på trods af deres groteske stil og manerer. Filmen er baseret på en bog af Scott Thorson, som i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne var kæreste med den berømte og berygtede pianist og showmand Liberace, og som i 1982 famøst sagsøgte ham for ægtefællebidrag.

Det sniger sig ind på os som publikum. I starten, da den unge Scott introduceres for og senere flytter ind hos Liberace, griner vi af Scotts naivitet og Liberaces flamboyante narcissisme. Det er kun gradvist, at det går op for os, at filmen i bund og grund handler om to menneskers passionerede, men ultimativt forfejlede kærlighed til hinanden. Undervejs introduceres vi for en perlerække af groteske biroller fra den stereotypiske houseboy over den forsmåede ekskæreste og den kyniske manager til kongen af de bizarre biroller, Rob Lowe, i en pragtfuldt grotesk præstation som plastickirurgen, der, udover at pynte på Liberace selv, skal få Scott Thorsen til at ligne ham. Hver eneste scene, han er med i, er hysterisk underholdende. F.eks. da han tager en tår af sin whisky, men har fået så mange ansigtsløftninger, at han ikke kan synke.

Filmen berører også de knap så morsomme sider af historien, såsom Scotts afhængighed af slankepiller og kokain samt de mere ubehagelige sider af Liberaces narcissisme. Det er særligt i disse scener, der selvfølgelig leder op til det endelige brud, at Matt Damon og Michael Douglas i eksemplarisk grad indgyder deres karakterer med menneskelighed. De prøver konstant at bekræfte hinanden i deres selvbedrag. Modsat som i andre, mere skematiske biopics vælger Soderbergh at gøre en pointe ud af, at de to elsker hinanden på trods af fejlene. Det er en befrielse at se en parforholdsfilm, der ikke opererer med letkøbte pointer og banale årsag/virkning-konstruktioner.

Filmen gør meget ud af at vise, at ingen af de to er skurke eller ofre i denne historie. Scott siger tidligt i filmen, at hans “øjne er åbne”. Han er bevidst om, hvad det er for et forhold, han er på vej ind i, men kan ikke stoppe sig selv fra at falde for den ældre, charmerende mand. ”The heart wants what it wants” – som digteren skrev. Scott og Liberace er simpelthen to mennesker, der på hver sin måde er besat af den glitrende overflade, hvilket ender med at ødelægge deres forhold. Der er et tydeligt dekadencemotiv i filmen, men det er ikke nogen tragedie.

Denne besættelse af overfladen går – meget naturligt – igen i filmens stil. Alt er holdt i spraglede, stærke farver med enkelte afstikkere ind i det pastelhelvede, nogle af os stadig husker med gru. Alt står knivskarpt og levende, men efterhånden som Scotts afhængighed og forholdet mellem dem bliver værre, så bliver billedet mere sløret. Liberaces hjem, garderobe og sceneshows er orgier af pels, guldbelægning, fjer og rhinsten i en så usmagelig, kitschet cocktail, at det risikerer at fjerne opmærksomheden fra plottet, hvis det ikke var, fordi Damon og Douglas var så blændende gode. Der er en kemi og et samspil mellem dem, som mange romantiske films hovedrolleindehavere bør misunde dem.