Da Frankrig rakte Hitler en hjælpende hånd

Holocaustfilm om jødeudryddelsen hører ligesom film om svigt eller mishandling af børn til en den gruppe af film, hvor jeg næsten ikke kan lade være med at reagere følelsesmæssigt, men som også tit efterlader en mistanke om, at de på et eller andet plan indeholder et element af dovenskab.

Det er så forbandet let at manipulere publikummet til bevægelse med disse emner, at historierne ofte synes at tiltrække uambitiøse filmmagere, som ganske åbenlyst går efter de mest sikre fortællinger. Kate Winslet bemærkede i tv-serien “Extras”, at holocaustfilm var den sikre måde at få Oscars på, og vittigheden endte med at få ekstra bid, da hun kort efter vandt en for sin rolle som en tidligere koncentrationslejrvagt i “The Reader”.

Beretningerne om holocausts ofre er allerede fortalt mange, mange gange, og ofte føler man, at der er så mange andre folkeudryddelser, man burde beskæftige sig med i stedet. Hvorfor retter man ikke mere fokus mod de mindre omtalte massehenrettelser, undertrykkelse og krigsforbrydelserne, der er blevet begået i steder som Kina, Cambodja, Cuba og Rusland? Når “Beslutningen – La Rafle” alligevel har sin berettigelse, så skyldes det, at den fortæller en historie fra den franske fortid, som ingen film før har beskæftiget sig med: Den masseudlevering af jøder, som de franske myndigheder og politi bidrog til, og som sikrede, at det forfulgte folk endte deres dage i Auschwitz.

Filmen starter med blikket rettet mod de jøder, der stadig lever under nogenlunde tålelige forhold i Paris 1942, hvor antisemitiske tiltag dog bliver mere og mere hyppige. Alt dette ændrer sig 16. juli, hvor den franske regering giver efter for tyske krav og lader det franske politi arrestere over 13.000 jøder, der alle bliver interneret i en kæmpe sportshal. Forholdene er kaotiske, og under de kummerlige kår må den jødiske læge Sheinbaum – i skikkelse af Jean Reno – gøre, hvad han kan for at aflaste lidelserne. Han får hjælp fra sygeplejersken Annette Monod, der hurtigt bliver draget ind i folkets og særligt børnenes lidelser. Hun spilles af Mélanie Laurent, som vi senest så i “Inglourious Basterds” som den hævngerrige Shosanna, og har den egentlige hovedrolle i filmen.

Den historiske akkuratesse har efter sigende været i højsædet, men manuskriptforfatteren og instruktøren Roselyne Bosch vælger ikke desto mindre ofte nogle temmelig melodramatiske virkemidler, der ikke ville være usædvanlige i gængse Hollywood-film. Hun har bestemt øje for, hvordan man kommer under huden på tilskueren, og ikke mindst de scener, hvor børn – uvidende om, hvad der venter dem – lykkeligt marcherer mod deres undergang, er det nærmest umuligt ikke at blive påvirket af. Filmens mere konventionelle scener fra Anden Verdenskrig er til gengæld ofte et irritationspunkt, og man havde gerne været foruden at overvære endnu en overgearet Hitler-rolle. Bosch krydsklipper mellem de festende nazister og de sultende jøder for at vække vores forargelse, men det er ærlig talt ikke en følelse, man føler behov for at få understreget. Jødernes frygtelige kår er tydelige nok i forvejen.