En Michelinven i nøden

“Big Hero 6” ligner en Pixar-film med et Disney-hjerte… Og en DreamWorks-idé. “Big Hero 6” minder mistænkeligt meget om konkurrentens “Sådan træner du din drage” i sin rollebesætning. Drengen Hiro ligner den ranglede DreamWorks-dragetræner Hikke med sit pjuskede hår. Hiro skal træne robotten Baymax til at være en flyvende drage… Øhm, superhelt. Men selv om årets Disney-animation ikke rimer på original, så gør den det på god.

Årsagen til, at den er god, skal findes i det gode mix. Imellem Pixar-hjerne og Disney-hjerte. Imellem humor og smerte. I virkeligheden er der ikke meget forskel på en officiel film fra Pixar og så en fra Disney mere, da Pixars Don Corleone, John Lasseter, siden 2006 har været producerende godfather hos dem begge. Det kunne tydeligt ses i de 3D’ede animationer i de to Disneyfilm “Vilde Rolf” og “Frost”. Sådan er det også med “Big Hero 6”. Men indmaden er alligevel Disneysk, der som i klassikere som “Bambi” og “Løvernes konge” ofte lader sin hovedperson vokse op i skyggen af en sorg. I fremtidsbyen San Fransokyo – der er en opfindsom blanding af San Franciscos sporvogne og bakker og så Tokyos high tech – mister drengen Hiro sin storebror i en påsat brand.

Det gør ondt, men hvordan får man sådan en smerte væk igen? Heldigvis er Hiro ikke helt alene. For opfinderstorebror efterlod sig sit geniale gennembrud, en sundhedsrobot, der tændes på ”av!” og slukkes, når smerten er væk igen. Robotten er det komiske indslag, der er udformet som en utrænet Michelinmand med to korte, tykke lår, der gnider sig imod hinanden, når Baymax bevæger sig. Særligt er Baymax ufrivillig, bogstavelig sjov, når den bliver forvirret over, at Hiro begejstret siger: ”Det er sygt! Peter Mygind lægger dygtigt sin venligt varme stemme til den buttede robot, der vil gøre alt for at fjerne smerten hos Hiro, selv om det ikke er af den slags, der kan fjernes med et plaster og en pille.

I første omgang er Hiro mest opsat på at fjerne sin smerte ved at få hævn over gerningsmanden, der dræbte storebror. Han viser sig dog at være en led superskurketype med ond maske på, så de to ‘helte’ må tage flugten og derpå lappe den oppustelige robot sammen igen med papirtape i et sjovt højdepunkt. Baymax puster sig selv op og lader så luften pibe ud som en levende pruttepude, hvorefter den lapper hul efter hul efter hul, til det næsten ikke kan blive mere pinligt.

Da hullerne er lappet, og “Big Hero 6” er halvvejs, afsløres meningen med titlen endelig. Der skiftes fra varm slapstick til hektisk superduper med kostumer på. Hiro, Baymax og fire opfindervenner trænes og udklædes som superhelte, så de sammen bliver en slags miniudgave af “The Avengers”. Det er et unødvendigt sporskifte, for Baymax er mest super, når dens buttede robotkrop ikke er spærret inde i et selvtægtskostume. Men det er nu engang måden, at Hiro må lære, at smerten ikke forsvinder ved at jagte og hævne sig på alverdens superskurke, men derimod kramme og græde ud hos en god ven.