Bedstemor uden slag i

Hvad er mindre sjovt end en mand i dametøj? To mænd i dametøj. Og det er, som titlen lover, hvad man får i “Big Mommas: Like Father, Like Son”. Bedst som man gik og troede, at den amerikanske komiker Martin “Bad Boys” Lawrence efterhånden hørte fortiden til, trækker han for tredje gang i korpulent bedstemors-drag i en om muligt endnu tyndere (undskyld ordvalget) og mere udvandet treer i den allerede tvivlsomme serie af film om FBI-undercoveragenten Malcolm a.k.a. Big Momma.

Og treeren er ikke på noget tidspunkt sjov. Kun ufrivilligt. For kan det virkelig forventes af én at tage en film seriøst, hvor en russisk skurk lyder navnet Chirkoff (ha, ha) og dertil har et slet skjult og meget sært skotsk twang i sin allerede karikerede russiske accent (takket være en talentløs skuespiller fra Skotland i rollen)? Og hvad har det hele egentlig at gøre med “Ingen er fuldkommen”?

Siden gækken blev slået løs tilbage i 2000 med første film i serien, “Big Momma’s House”, er undskyldningerne for, at Martin Lawrences figur skal gå undercover i 200-kilos-klassen forklædt som bedstemor blevet mere og mere tågede. Således er anledningen i denne omgang, at han og papsønnen Trent ufrivilligt bliver vidner til et mord begået af den stygge, russiske gangster Chirkoff. For at fælde Chirkoff må de gå undercover på en kostskole for piger, finde en USB-nøgle med beviser, der er gemt på skolen, og for alt i verden ikke forelske sig i nogen af de skønne kvinder, der konstant vimser omkring dem kun iført undertøj.

Martin Lawrence ligner fra start til slut en rigtig, rigtig træt mand – selv med de 10 centimeters kraftig make-up, forklædningen som Big Momma kræver. Man får næsten ondt af den stakkels komiker, hvis dage selv på B-listen i Hollywood synes at være talte. I en ikke særlig fjern fremtid kan man sagtens ane Lawrence for sig i et eller andet nedværdigende has-been celebrity-program, hvor han skal kværne en kakerlak eller krænge sjælen ud for åben skærm. Men sådan er cyklusen nu engang. Der skal mere til end kjole, paryk og latexdragt for at holde humoren frisk.

Mænd i dametøj er ellers glimrende materiale på film. Billy Wilders klassiske komedie fra 1959, “Ingen er fuldkommen”, giver samtlige andre et gevaldigt “drag” over nakken med tindrende sans for timing fra både Jack Lemmon og Tony Curtis, mens Marilyn Monroe gi’r den som den ultimative dumme blondine. Og hvem husker ikke Dustin Hoffman som søde “Tootsie”, der for at lande en rolle i en soap fandt kjolen og de høje hakker frem, men glemte det gyldne råd, enhver heteroseksuel mand i dametøj aldrig må glemme: forelsk dig ikke i din nye veninde (i dette tilfælde en yndig Jessica Lange). Instruktøren på “Big Mommas: Like Father, Like Son”, John Whitesell, har skævet grundigt til to ovenstående drag-klassikere. Papsøn Trent falder, som filmhistorien foreskriver, for en af de søde elever på pigeskolen, ender selvfølgelig med hende i et omklædningsrum i en tøjforretning og får før eller siden noget at forklare, da hans cover som Big Mommas godt polstrede niece Charmaine afsløres. Snork. Alt sammen udført uden finesse, intelligens eller noget, der ligner reel humoristisk sans.