Big Time
Udgivet 2. maj 2017 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Vi lever i BIG Time. I Bjarke Ingels Groups golde Ørestad i glas og stål. På Nørrebro, hvor grønt forvandles til beton og asfalt, der vinder priser, så nordsjællandske Bjarke fra Skodsborg i dag er på Time Magazines liste over de 100 mest indflydelsesrige personer i verden. I “Big Time” siger han, at han interesserer sig for mennesker. Hans arkitektur siger det modsatte.
Vi ser nemlig aldrig Ingels tale med de mennesker, han siger, han bygger for. I stedet jubler han over 6 arkitekt-hjerter i Politiken til ham, ham, ham. Han drømmer om at blive Jørn Utzon, der for altid vil blive husket for operahuset i Sydney. Bjarke vil huskes af mennesker, ikke bygge for dem. Måske er han ikke selv et menneske? Det gør “Big Time” aldrig klart. Vi får fem minutters kaffe med far og mor, der siger, at Bjarke altid har været noget særligt, imens han da anerkender, at familiehuset med plæne og udsigt over søen er der et eller andet med, selv om det som bekendt ikke er noget for ham.
Det kommer til gengæld Douglas Durst. Som en absurd spinoff-karakter i det her glaspolerede arkitekt-univers. Bjarke skal tegne et World Trade Tower for brormand til en af serie-verdenens største morder-psykopater; Robert Durst fra “The Jinx”. Dengang blev det antydet, at Douglas og resten af familien hjalp til at dække over et hustrumord. Men det er “Big Time” og Bjarke Ingels ligeglade med. Her er ingen problemer, men kun bullshit-udfordringer. Som at bygge big time prestigefyldt oven på vor tids største terrorgrav. Eller dække over mord.
Havde “Big Time” så bare skabt et drama. En strid bygherre, en sprække i facaden. Det bliver kun til et fortegnet et af slagsen, hvor tegneseriehelten fra Danmark skal hjerneskannes. Intet. Der er intet. Pyha. Nu kan BIG fortsætte med at asfaltere verden med menneskefjendske monumenter – intet kan jinxe det.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet