Bølle Bob - Alle tiders helt

InstruktionMartin Schmidt

MedvirkendeThomas Norgreen Nielsen, Julia Wentzel Olsen, Emilie Werner Semmelroth, Nicoline Kabel, Rasmus Uldahl Eriksen, Malika Ferot, Sophus Emil Løkkegaard, Tommy Kenter, Henning Jensen, Mille Dinesen, Allan Olsen, Kirsten Norholt, Alexandre Willaume-Jantzen, Robert Hansen, Niels Ellegaard

Længde88 min

GenreKomedie, Familie

IMDbVis på IMDb

I biografen15/07/2010


Anmeldelse

Bølle Bob – Alle tiders helt

2 6
Bob fra flinkeskolen

At blive kaldt Bølle vækker utvivlsomt visse forventninger om, hvordan man er, og eftersom selv hans forældre kalder stakkels lille Bob for Bølle Bob, så kan han vel dårligt blive meget anderledes.

Det sære er imidlertid, at til trods for at han altså vedvarende bliver kaldt en Bølle, og til trods for den velkendte sang, der introducerer ham som en værre lømmel, så sidder man stadig og venter på, hvornår han egentlig har tænkt sig at lave ballade. Ja vist, han slås mod en ond borgmester, men det er trods alt ikke nogen synd, og han erklærer endda på et tidspunkt, at de går i en fantastisk skole – hvilket i hvert fald kolliderer temmelig kraftigt med min opfattelse af, hvad bølletyper plejer at synes.

Skuespillernes unge alder har sikkert også noget at gøre med det. På den oprindelige plade fra 1978, som jeg – og sikkert de fleste fra min generation – kender temmelig godt, virkede sangene fulde af oprør, harme og spirende teenageseksualitet. De var fra en 70’er-kollektivstemning fuld af naiv politisk bevidsthed, og selvom en del af teksterne i dag virker ufrivilligt komiske (”Min mor gik til bunds i sprut og piller… En baggård og en pornoklub, det var min legeplads”), så var følelsen af, at man ønskede at tage børnesangene ud af glansbilledernes verden og synge om ting, der rent faktisk var relevante, i høj grad til stede.

Nu lader det imidlertid til, at man ønsker at sætte dem tilbage i glansbilledehuset, og til det formål har man skabt en historie så banal, at den lige så vel kunne have været brugt til en “Far til fire”-film. Her må lille putte-byen kæmpe mod borgmesteren fra den store onde by, og selv Bob er meget langt fra arbejderklassen og i stedet forsynet med nogle følsomme overklasseforældre. Resten af byen er arketyper, som ville passe lige ind i et “Anders And”-blad: Der er den svage politimand, spillet af Tommy Kenter, den fallerede pedel i skikkelse af Alan Olsen samt en strigle af en skoleleder, spillet af Mille Dinesen.

Som sædvanlig er den voksne verden ikke til megen hjælp, og børnene må derfor i bedste “High School Musical”-stil skabe en musical, der kan redde skolen fra lukning. Det bliver selvsagt anledning til en masse numre, hvoraf man bemærker et stærkt svingende kvalitetsniveau. Velkendte sange som titelnummeret og “Ikke rigtig voksne” er stadig iørefaldende, selvom de gives betydeligt mindre kant her end i de oprindelige indspilninger, mens de nye sange er af den trivielle MGP-slags, som man har glemt det øjeblik, de er omme.

Hele herligheden er instrueret af Martin Schmidt, som vi sidst så med den betydelig bedre “Monsterjægerne”, og hvis nogen har et ansvar for, at denne produktion ikke falder til samme miserable niveau som de allerværste Regner Grasten-film, så er det formodentlig ham. Dertil skal lægges nogle gode præstationer fra skuespillere som Henning Jensen, Mille Dinesen og Tommy Kenter, der selv i dårlige film formår at finde et par gode takter.

Ellers er det så som så med kvaliteterne i denne uinspirerede omgang, der poetisk slutter med teksten ”Alle filmens hits kan købes på cd”, så man ikke efterlades i tvivl om, at man har overværet et industriprodukt. Men filmen skal da nok blive set, og der kommer vel også en forsættelse. Måske skulle den så have en mere passende titel. Hvad med “Dengse Bob”?

Se også: Filmz TV: Besøg på “Bølle Bob”-optagelserne.


Trailer

Kort om filmen

Bølle Bob har efter et lille “problem” med militæret, skolen og tante Anna fået politimester Quist som oppasser. Da borgmesteren og skoleinspektør Friis beslutter at lukke Bølle Bobs skole, tager Bølle Bob og de andre elever affære. Sammen med Bølle Bobs ven, rockmusikeren og pedellen Valde, vil de redde skolen ved at opsætte en uforglemmelig musical.