Midnat i Paris (eller Rom for den sags skyld)

Nu da København som bekendt blev forbigået af Woody Allen, da han skulle vælge en storby til sit næste filmprojekt, må vi i denne omgang nøjes med Rom som skueplads for Allens seneste romantiske forviklinger og intriger.

Vi er i Rom anno 2012. Mennesker forelsker sig i hinanden og i byen. Arkitekten John Foy genoplever en naiv ungdomsforelskelse, og den unge Haley skal introducere sin forlovede for sine newyorkere-forældre. Et nygift par bliver væk for hinanden for en dag og oplever en lidenskabelig sensualitet blandt andre mennesker, og en ganske almindelig mand bliver til en berømthed på ingen tid. Alt sammen med et fængslende, tillokkende og passioneret Rom i baggrunden. For lad der ikke herske nogen tvivl om, at Rom er hovedpersonen og da også den eneste, der æres med en plads i titlen.

Ligesom “Midnight in Paris” og de sidste film fra Woody Allen er “To Rome with Love” en kærlighedserklæring til én af verdens mest forførende byer, hvor valget denne gang altså er faldet på Italiens hovedstad. Filmen er en kærlighedserklæring til italienernes måde at elske, at være og i det hele taget deres måde at leve på. “To Rome with Love” kan derfor vel godt kaldes for en konceptfilm, fordi den handler mere om at portrættere byen end de mennesker, der lever i den mægtige stad. Det er et scenario, som Allen efterhånden er mester i, og netop derfor virker hans nyeste værk sommetider lidt trættende, ja, lejlighedsvis næsten kedsommeligt. For her er praktisk talt intet nyt under solen.

Denne gang prøver Allen dog at komme lidt op i de højere luftlag med filosofiske spørgsmål om, hvem vi er og – ikke mindst – hvem vi hører sammen med. De vanlige, tænksomme Woody Allen-jokes er der såmænd stadig, men i en alder af 76 er Allen nu også blevet interesseret i den mere eksistentielle side af tilværelsen. Den side gransker Allen især i sin skildring af arkitekten John Foy (Alec Baldwin), hvis forhold til den italienske hovedstad i høj grad er præget af sine egne romantiske forviklinger som ungkarl. Her besøger han i bogstaveligste forstand fortiden (meget som Owen Wilson gjorde det i “Midnight in Paris”), og som en nu ældre herre kan han snildt se igennem sin dengang udkårnes prætentiøse kommentarer og udlægninger, som han førhen blev tiltrukket af. Og i historien om den lidt kedelige Leopoldo (Roberto Benigni), der pludselig bliver til en kendis i Italien, har Allen sarkasmens lange kløer fremme. Problemet er bare, at selvom meningen og moralen egentlig er god nok, så ender det hele med at få et islæt af sært fjolleri.

Som den nærværende læser nok kan gennemskue, minder “To Rome with Love” meget om “Midnight in Paris” med alle dens besøg i fortiden og panoramaer rundt i byen. Men Allen kan dog alligevel ikke helt dy sig for også at kopiere sin egen “You Will Meet a Tall Dark Stranger” og alle dens romantiske forviklinger og personer, der ikke altid vækkede den største sympati – en film, der for resten fungerede meget bedre end “To Rome with Love”.