En halvtom flaske

Da Alexander Paynes indie-charmør “Sideways” kom frem i 2004, erobrede den manges hjerter med sin hengivenhed til den modne kærlighed og ditto vin ikke mindst. Kærligheden til den modne drue er ligeså i centrum i Randall Millers nye film “Bottle Shock”, der for den velmenende genre-entusiast sammen med “Sideways” måske kan danne grobund for subgenren romantic winecomedy, eller måske skal vi bare lægge for med at konstatere, at vin er kommet på filmisk mode.

Vi er i hippieåret 1976. Den arrogant snobbede brite Steven Spurrier har mindre end begrænset succes med sin butik for finere franske vine midt i Paris. Som et promoveringsevent vil Spurrier i anledningen af 200-året for den amerikanske uafhængighed arrangere en blindsmagning af franske og amerikanske vine. En konkurrence med en sikker vinder, mener den selvsikre brite – den amerikanske yankee-vin bør ikke kunne udfordre de overlegent anerkendte franske druer. På sin nomineringsrundfart i Californien besøger han Chateau Montelena og dennes farverige besætning. Her møder han den dedikerede spartanske ejer Jim, den flippede og dovne søn Bo, mexicanske Gustavo med en drøm om at blive selvstændig og blondinen Sam – pigen, de to sidstnævnte kigger langt efter. Hermed er der dømt kulturmøde imellem den fisefornemme europæer og de gævt jævne amerikanske vinbønder – et møde, der skal kulminere i den store vinsmagning i Paris.

Netop kulminationen, den store landskamp i vinsmagning, virker som eneste gennemtænkte element i dette visuelle flaskechok. Alle begivenheder op til har karakter af at være ligegyldige og tidsfordrivende sidehistorier, der enten virker melodramatisk karikerede, forceret morsomme eller pinligt sentimentale. Vi har den klassiske far/søn-konflikt, hvor den formanende farmand Jim tilskynder den dovne Bo til at tage ansvar. En anden sidesekvens byder på dreng/pige-forvikling for dem, der er til det, eller skulle du mere have lyst til en gang europæisk snob versus djærv amerikaner, så kan vi også klare den.

Fordi der er så mange sideforløb, og fordi de er trukket op med forudsigelighedens proptrækker, så fatter vi aldrig for alvor interesse for vores californiske vinentusiaster. Dette har instruktør Miller ganske givet erfaret i klipperummet, hvorfor han tyer til filmmediets billigste, men også mest effektive trick – oversentimental, overdramatisk, ja slet og ret bare overmusik, og det virker! Et yderst solidt valgt schlagersoundtrack hjælper og delvist redder en række middelmådigt pauvre skuespillerpræstationer.

Alle på nær én har brug for denne musikalske redningskrans. Den altid uforligneligt sleske Alan Rickman klarer opgaven upåklageligt uden behov for musikalsk assistance. Rickman er herligt dominerende som den selvfede britiske vinsnob, der ser det som sin fornemste opgave at uddanne folk i god vinsmag frem for egentlig at sælge vin, hvilket da også er årsagen til dette PR-stunt af en vinsmagning. Rickman har efterhånden udviklet en exceptionel evne til at spille denne øretæveindbydende diabolske personage, hvilket fungerer strålende, hvad enten modstanderen hedder John McClane, Robin Hood eller Harry Potter. Manglen på kvalificeret modspil i “Bottle Shock” gør da også, at det bedste råd til biografmørkets beskuere er at nyde hver enkel scene med denne ener, der som god vin, uanset nationalitet, med årene blot bliver bedre og bedre.