“The Boy” var i 2016 bygget på en god idé.

Det var instruktør William Brent Bell, der vendte den ellers så velkendte dæmondukkegyser på hovedet med sin ‘dreng’.

Dukken Brahms var nemlig ikke bare besat af det klassiske dæmon, men der var også mystisk vægkravleri, som skræmte barnepigen fra vid og sans.

Det var dog bedre tænkt end udført. Det samme er tilfældet i denne fortsættelse. Og så er Brahms ikke længere en god idé.

Udførelsen er stadig ikke god. Faktisk værre end den første. Uha.

Bell bruger stadig samme trick. Hygge blev vendt til uhygge med et mareridt. Som da Greta i den første var hjemsøgt af en utilregnelig ekskæreste, sådan bliver Liza i denne besøgt af indbrudstyve, mens hun sover.

Forskellen er, at Gretas traume faktisk blev brugt som en noget søgt motivation. Modsat Liza. Det er bare mareridt. Bøh og øv.

Selv havde første besøg i Brahms’ hus et mindeværdigt øjeblik, da et spejl smadres og en hånd rækker frem fra hullet i væggen.

Nu må vi nøjes med en dukke, der som set i samtlige “Conjuring”-film, langsomt drejer hovedet. Og så børnehvisken og et ufortjent ‘jumpscare’, hvor hunden pludselig var der og gøede. Boy, oh boy, det er lavt niveau.

Netop “Conjuring”-franchisen må Bell være misundelig på, hvilket resulterer i en kriminel kovending i hans selvskabte franchise.

For det, der var mindeværdigt ved “The Boy“, var dens leg med forventningen om det overnaturlige, men brugen af setups og payoffs i en klammere, mere psykotisk retning. Mere i familie med “Orphan” end “Annabelle”.

Bell havde skabt sit eget unikke univers. Nu slagter han det.

Det er tydeligt fra begyndelsen. Nu viser Bell mig direkte, at Brahms drejer hovedet af sig selv. Det er ikke engang i en drøm, som han ellers ynder at skræmme i.

Nu bliver den unge, stumme knægt, Jude, lokket af lidt for venligt stemte børnestemmer. Der er ikke længere megen leg med mine forventninger.

En god fortsættelse tager i mine øjne udgangspunkt i originalen og videreudvikler mytologien i en logisk retning. Det er ikke tilfældet med “II”.

Det er et udtryk for en instruktør, der ikke stoler på sin egen, simple idé, men tager nemmeste udvej med en 2’er, der snylter på nattens populære dæmoner.

Og så går Bell endnu mere sikkert til værks. Hvordan? Klamt barn! Ikke nok med at Jude får et unormalt tæt forhold til dukken, så er han også stum og kommunikerer med uhyggeligt skrevne beskeder og endnu værre tegninger. Selvfølgelig.

Havde Bell dog bare ladet sin første drengedukkefilm ladet stå alene. Så havde han måske stadig været en instruktør med gode idéer. Nu er han bare en instruktør.

Det har distributørerne luret, da de er gået stille med premieren på “Brahms: The Boy II”. ‘Glemte’ at invitere anmelderne.

Se, dét er en god idé.