Det’ gamle bånd, der binder mig

Er der noget, gyserfilmen har forstået, er det at spille på forventningens effektive sug i maven. Hvornår bliver den skumle dukke levende? Hvor mange mørke gange skal vi ned ad, før monstret hopper brølende frem? Og den allervigtigste: Hvornår får man lov til at se heltindens bryster? “The Boy” kunne have heddet “The Girl” med undertitlen “The Hot One from The Walking Dead”. Så meget er gyset pakket ind i æggende silkenatkjoler og løsthængende badehåndklæder.

Der er nærmest noget naivt gammeldags over forsøget på at opdatere den gotiske spøgelsesfortælling med en lækker scream queen i bedste 80’er-stil. Tiden vil vise, om Lauren Cohan ender som Jamie Lee Curtis’ aftager, men fotografen har i hvert fald ikke glemt, hvorfor hun blev populær som zombiekæmper på tv. Og det potentiale udnytter man troligt ved at lægge det meste af historien på de tre meter fra sove- til badeværelse.

“The Boy” benytter alle arketyperne, lagt frit frem så ingen er tvivl om, at vi er ankommet til det logikfornægtende gyserland. Stedet hvor ingen nogensinde har set en gyserfilm, og man derfor siger ja til at flytte ind på en mørk herregård og passe en klam porcelænsdukke, som et underligt gammelt ægtepar behandler som et rigtigt barn. Greta(?!) er selvfølgelig på flugt fra en voldelig fortid, så er hendes lyst til at isolere sig ligesom også forklaret. Handlingen drives ikke af nødvendighed, men af tydeligt drejende plottandhjul, der falder i hak med høje bøh og brag.

Dukken (eller måske drengen) med det unødvendigt overklassefimsede navn Brahms gemmer på en frygtelig hemmelighed, så meget kan afsløres. Men problemet er at komme derhen og få publikum med sig. Det er svært med kun en enkelt spiller og en umælende porcelænsfigur, så den lokale købmand bliver hevet ind på herregården som romantisk flirt og forklarende baggrundshistoriker. Sød, venlig og meget oplysende er han, men også mere en brik i et spil frem for en levende karakter.

Inden, der går for meget opklaring i den, byder “The Boy” dog på ganske effektivt gys. Dukkens sære regler og straffen for at bryde dem skaber en klaustrofobisk stemning af ond engelsk kostskole. Men da de underlige forældre forsvinder ud af historien og ned på bunden af en dyb sø, går gyset samme vej. Tilbage står et lidt bizart psykodrama, hvor den abortramte Greta ender med at løbe rundt og lege tigermor for et stykke legetøj. Nedstigningen i vanviddet virker umotiveret, og hun er da også lige til at redde med blide britiske trylleord inden den overstyrede jagt-slutning.