Små babyskridt på stedet

Jeg ved ikke, om hun ligefrem har været savnet. Men Bridget Jones er vel heller ikke typen, der venter på en invitation. Siden hun første gang gjorde det til en sport at ankomme på det værst mulige tidspunkt og gerne med numsen først, er der gået 15 år. Det er cirka 185 færre end “Stolthed og fordom”. Og hvis den stadig får sine opdateringer, hvorfor så ikke Bridget? Så her er endnu en omgang Jane Austen til den ‘almindelige’ kvinde med færre korsetter og flere rødvinsbranderter, men stadig med Colin Firth, drømmenes Mr. Darcy, i rollen som Mark Darcy, der er direkte kalkeret over netop Mr. Darcy. Forfatter Helen Fielding skjuler ikke sin inspiration.

Det er til at begynde med kun Zellwegers ansigt, der afslører, at vi er i gang med en ny film. Opbygningen, pyjamasen og den catchphrase-søgende dagbogsmonolog er fuldstændig som før. Eneste bevidste nik til tidligere er, at “All by myself” er byttet ud med “Jump Around”, som tegn på at Bridget ikke længere sidder og tuder, men har fart på karrieren som nyhedschef på et landsdækkende program. Ja, Bridget er ikke længere helkikset, kun halv, men det betyder ikke, at vi slipper for den sædvanlige trampen rundt i, hvor svært livet er for en velbetalt journalist i London. Der sker nærmest ingenting, indtil et par branderter fører til sex med først Patrick Dempsey og siden Colin Firth. Titlens baby er pludselig inde i billedet.

Den her treer er lige det, som Bridget frygter at blive: ret tung i røven, og den kommer først for alvor i gang, da begge mænd er introduceret og indrullet i lagner cirka en time henne. Så kommer der mere fornyelse i de pinlige optrin, som får et ekstra lag, når det amerikanske brushoveds platbuddhistiske datingretorik modsvares af britens velartikulerede følelsesforstoppelse. Helen Fielding har, med hjælp fra blandt andre Emma Thompson, fået skrevet noget dejligt sarkastisk afmålthed ind i løjerne. Men det er betænkeligt, at en film om alles gennemsnitlige yndlingskatastrofe først får luft under vingerne, når hun bliver kastebold mellem to hyper succesfulde mænd.

Problemet er, at Bridget Jones-historierne, i al deres iver efter at fremhæve den skæve, sjove og kiksede heltinde, alligevel fremstår dybt reaktionære. De sælger en drøm om, at selv om man får (den lidt for store) mås på komedie og opfører sig grænseoverskridende pinligt, kan man stadig charmere en smuk menneskeretsadvokat eller en it-milliardær. Længere væk fra Austen har man ikke rykket sig, end at det er manden og hans livgivende kropsvæsker, der skal til, før en kvinde kan finde sig selv. Og han er altså ikke gadefejer.

Eventyrdigtning er det, og det bliver et spørgsmål om personlig smag, om man vil lege med på idéen om, at Colin Firth eller Patrick Dempsey lige dumper forbi og falder pladask for en ellers kronisk enlig 43-årig kvinde. Personligt har jeg altid syntes, det klinger falsk, og kombineret med Renee Zellwegers ret manierede klumpedumperier og konstante trutmund er der en konstant fare for, at “Bridget Jones’ Baby” falder sammen som en oversød, lyserød lørdagspunch. Med en tragisk bismag af dårlig alkohol og ditto valg. Når instruktør Sharon Maguire i stedet gearer ned og lader skuespillerne få plads, er der imidlertid masser af vittige scener, der gør Bridgets status som ikon lidt mere forståeligt.