Bryllupskaos
Udgivet 19. nov 2014 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
En araber, en jøde, en kineser og en afrikaner går ind til en casting på den franske film “Bryllupskaos”. ”Er det ikke et lidt for skematisk, tydeligt manus?” siger araberen til jøden. ”Hvad mener du?” svarer jøden. Kineseren afbryder: ”Det, araberen vel mener, er, at en historie om fire fyre med forskellig religion og etnicitet, der gifter sig ind i samme katolske familie for at illustrere en pointe om menneskeligt ligeværd, er lige tykt nok.” De tre kigger på afrikaneren: ”Hvad synes du?” ”Jeg er på! siger afrikaneren og begrunder: ”Det er jo nogle ret lækre white chicks, vi skal giftes med.” ”God pointe!”
Der åbnes med en bryllupsmontage, hvor det hvide, rige, indfødt franske og katolske ægtepar Verneuil til stort misbehag må se tre af sine fire døtre blive giftet væk til henholdsvis en araber, en jøde og en kineser. De tre mænd har naturligvis også navne, men de bruges kun som arketyper, så fordomsspillet kan sættes i gang: Jøder arbejder i finansverdenen, arabere er dovne og kinesere kan kampsport. Uenigheden bliver stor, men til sidst finder de ud af, at Michael Jackson havde ret.
I al den ulideligt skematiske mangfoldighed kom jeg til at tænke over, hvor smukke og omkring BMI-20 de fire forskellige par var. Her er ingen grimme eller tykke. Kun én. Xavier, der er bejler til den fjerde datter. Dur ikke! Han er jo grim, lyder det. Så mangfoldigheden i “Bryllupskaos” når kun til det ydre. Hvordan ser folk ud? Sort, hvid eller grim? Tolerancen når kun til de to første. Hvad nu hvis han var et rart menneske? Det må vendte til 2’eren.
“Bryllupskaos” nedbryder ingen fordomme, men tegner arketypiske stråmænd, der så nedskydes med en af de største fordomme om franske komedier: At de er “Gøg og Gokke” pakket ind i god rødvin og et højt Sacrebleu! Den fordom passer på den her bryllupsprut, som jeg vil skilles fra hurtigst muligt.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet