Et velbevaret filmfossil

Inden for blot to uger er det lykkedes to af 1980’ernes store actionhelte at få dansk premiere. Schwarzenegger i sidste uge med “The Last Stand” og nu Sylvester Stallone som erfaren lejemorder i “Bullet to the Head”. Men mens Schwarzeneggers nyeste actionbrag er lavet af folk med et næsten tomt Hollywood-CV – i hvert fald sammenlignet med folkene bag “Bullet to the Head” – har Stallone været en tur i manegen med garvede branchefolk fra profit-produktionsmøllen i Hollywood. Og det er der kommet et underholdende filmfossil ud af.

Stallone er tilbage som hårdkogt muskelbundt i rollen som lejemorderen James Bonomo, der bliver snydt af korrupte topfolk, der slår hans partner ihjel. I jagten på bagmændene slår han sig sammen med politiaspiranten Taylor Kwon (Sung Kang), der er ude efter de samme slyngler. Og herfra udspiller den traditionelle historie sig om to modsætninger, der tvinges til at samarbejde. Historien har selvfølgelig den “helt særlige” pige, der skal reddes; det mærkværdige, men underholdende “lad os slås med økser og ikke pistoler”-opgør; og den påtvungne moralprædiken om, hvor grænsen mellem “rigtigt” og “forkert” kan tegnes op. En historie lige efter “sådan-plejer-vi-at-lave-en-succes”-bogen.

Den førende hånd på manuskriptpennen er den relativt uerfarne Alessandro Camon, der kun har fire titler bag sig som manuskriptforfatter. Så meget tyder på, at Camons hænder har været bundet op på snore, der kan spores tilbage til en erfaren dukkemester i Hollywood – nemlig filmens instruktør, Walter Hill. Med et tætpakket CV er arven fra hans tidligere blockbuster-successeer let at spore.

Hill var blandt andet producer på alle “Alien”-filmene og har både instrueret og produceret 1990’er-braget “Last Mand Standing” og “En russer rydder op i Chicago” fra 1988 – begge film med etablerede actionhelte som Bruce Willis og Arnold Schwarzenegger i hovedrollerne. Og Hills idé om, hvad og hvordan en actionhelt skal være på film, er da heller til at tage fejl af. Som forventet har Stallone nemlig taget sin charmerende, distancerede coolness med fra fra 1980’erne, og han er tilpas udtryksfuld i rollen som den hårde, men godhjertede Bonomo – forstået på den måde, at hans botox i ansigtet reducerer hans evner til basal mimik.

Men der er tilføjet en ekstra og meget interessant dimension til både karakteren og historien med den dybe, rungende film noir-voiceover, som Stallone nærmest hvæser frem. En fortællemåde, der sammen med resten af filmens audiovisuelle side er hivet direkte ud af en tidslomme. En kitschet brug af freezeframes og gullig/orange farvetoning giver filmen det sidste touch, der fører sit publikum ned ad actionfilmens Memory Lane. Og selv om det meste er velkendt, så er det alligevel lidt nyt. Sammen bidrager det nemlig til, at filmen får sin helt egen stemme – kitsch eller ej.