Bullhead
Udgivet 4. mar 2014 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
Bedre sent end aldrig rammer det barske, belgiske drama “Bullhead” de danske biografer. Filmen er fra 2011 og var nomineret til bedste udenlandske film ved Oscaruddelingen i 2012. Grunden til at vi i Danmark først får debutfilmen fra Michaël R. Roskam at se nu, skyldes måske først og fremmest det massive – og meget velfortjente – gennembrud, “Bullhead”s hovedrolleindehaver, Matthias Schoenaerts, fik i Jacques Audiards “Smagen af rust og ben” sidste år. Schoenaerts har et sært fascinerende kødbjerg af en krop, og som hos Audiard er kroppen ligeledes i centrum i “Bullhead”.
Som resultat deraf er Jacky ikke bare skræmmende stor, men også konstant utilregnelig og hele tiden på nippet til at eksplodere i en voldsrus. Da en politimand, der efterforskede den ulovlige brug og salg af væksthormoner, findes dræbt, får alle travlt med at dække over sig selv. Barndomsvennen Diederik er i dybeste hemmelighed informant for politiet, men vil for alt i verden ikke angive Jacky. Han har nemlig set med egne øjne, hvad Jacky blev udsat for som dreng. Og det er ikke for sarte sjæle.
Portrættet af Jacky som titlens hårdnakkede Bullhead er eminent i sine konstante nuanceringer af mandens væsen og eksistensvilkår. Her mærker man, at Roskam har noget på sinde. Den aggressive, testosteronpumpede tonsertype af en mand er tragisk. Det er i sig selv et interessant grundlag for en fortælling. Roskam behøver slet ikke at inddrage hele det, i øvrigt alt for rodede, mafiaaspekt for at holde min opmærksomhed. Målet har måske været at ramme samme blandingsforhold imellem noir og sort humor som de amerikanske Coen-brødre. Det lykkes ikke. “Bullhead” skifter ikke bare tone, men hele oktaver fra scene til scene. Lige fra bloddryppende, sadistiske barndomstraumer til en mand, der sidder på toilet og skider højlydt, alt imens han ringer til politiet. Skiftene bliver skingre og to fjolle-komiske plattenslagerkarakterer, der har deres hyr med at skille sig af med en ‘varm’ bil, punkterer simpelthen hele det ellers højpotente drama. Èn af dem må sågar på tur i en gylletank undervejs.
Når “Bullhead” er bedst, sitrer og syder den som en blodrød bøf på en skoldhed stegepande – og det er først og fremmest Matthias Schoenaerts’ fortjeneste i rollen som den tragiske Jacky. En fysisk pragtpræstation. Havde Michaël R. Roskam haft modet til at skære fedtet væk og helt ind til benet i sin fortælling, var resultatet måske ikke endt så flakkende, som tilfældet er. Tag tyrene ved hornene i næste omgang, Roskam.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet