Hun hedder Carol

Carol. Det er hendes navn. Hun er ikke bare hans kone, men sin egen. Det virker måske normalt i dag, men ikke i de tidsperioder, som Todd Haynes helst laver film om. Fra før 1960’erne fik patriarkens verden til at gå af lave. Både Julianne Moore i “Far from Heaven” og Kate Winslet i serieficeringen af “Mildred Pierce” blev betragtet som mandens ejendom. Begge gjorde de oprør imod mandesamfundet. Det gør Cate Blanchett også nu. Derfor hedder den her periodeperle ikke “Mrs. Aird”, men “Carol”.

Det begynder ikke med begyndelsen. En mand trænger sig på to kvinder, der drikker te på salon. Fra mandens blik opfattes langt fra hele situationen. Noget holdes nede, trænger sig på. Den midaldrende blondine er Carol med røde negle og overklassepels. Den yngre brunette er Therese. Efter mandens afbrydelse takker Carol farvel med en hånd på Thereses højre skulder. Det anes, at der ligger meget og mere i ‘skulder til hånd’-kontakten, end mandens blik kan spore. Han tager Therese med til fest med venlig berøring på hendes venstre skulder. Mand, kvinde – Therese er splittet.

Så fint fortæller Todd Haynes. Små, elegante bevægelser og antydninger, der fra mandens point of view bare er to veninder, som drikker te. Sludrer, inden de skal hjem til deres mand. Eller på jagt efter en. Da vi senere får åbningsscenen fra kvindens position, så er sagen en ganske anden. Det står allerede klart i den næste scene, hvor Therese kører væk med manden og hans venner i en taxa på vej til fest. Vi ser hende igennem bilruden. Et greb, der gentages igen og igen i “Carol”. De to kvinder igennem ruder eller vinduer. Adskilt fra naturen. Deres natur. For de elsker kvinder – ikke mindst hinanden, men i disse 1950’ere var det ikke en mulighed. Derimod var det en diagnose, som krævede behandling.

“Carol” er ikke kun en problemfilm. Det er en kærlighedsfilm. De forelsker sig og stikker af sted fra det hele i en flot Ford, selv om Therese ikke er helt afklaret om det hele endnu. Mand eller kvinde. For som hun siger, så ved hun ikke engang, hvad hun skal bestille til frokost. Rooney Mara er forvirret og lillepigesød i rollen som den uerfarne. Hun minder mig om Adèle Exarchopoulos fra “Adèles liv”. Men der stopper lighederne også. “Carol” er langt mere kysk i sit portræt af to kvinder, der elsker hinanden, end den mere varmblodede “Adèles liv”, hvor sex skal nydes og ses. “Carol” er den pæne pige.

Op mod Mara spiller en dejligt erfaren Cate Blanchett. Dyb og langsom i stemmen smager hun præcist på ordene. ”Therese Belivet”. Hun nyder at udtale det yndefulde navn, imens hun tager et elegant hiv af en filterløs og et sip af sin martini. Men bag det rolige ydre gemmer sig en splittet kvinde. Ægtemanden vil have hende til at vælge. Mor eller lesbisk. Den naturlige rolle som mor til deres datter eller den – ifølge samfundet – unaturlige som kvinde forelsket i en anden kvinde. Det er umuligt at vælge.