Cézanne og Zola
Udgivet 17. maj 2017 | Af: Andreas Strini | Set i biografen
Det kan være svært at fortælle et helt livslangt venskab på kun to timer. Det er “Cézanne og Zola” bevis på. Det hjælper ikke på det, at det er to berømte kunstnere, der er tale om. For til trods for et livslangt venskab og 117 minutters spilletid så udvikler venskabet og fjendskabet sig så lidt imellem de to, at jeg aldrig når at blive venner med hverken Cézanne, Zola eller den her film.
Men jeg forstår aldrig Cézanne og Zolas venskab. Hvorfor i alverden er de blevet venner? Émile Zola bliver mobbet af de andre børn i skolen. Han har italienske rødder og er fattig. Paul Cézanne siger stop til bøllerne. Bum. Sådan bliver man åbenbart venner for livet. Herefter følger det ene korte klip efter det andet, hvor de laver ting sammen. Sådan bliver man venner. Det er så forhastet, at jeg aldrig fangede venskabet. For der er jo så meget, man skal nå på to timer. Og venskabet er først lige begyndt. Desværre.
Cézanne og Zola bliver bare aldrig Mozart og Salieri. De fleste ved, hvem Mozart og Salieri er. I hvert fald efter “Amadeus”. Historien om de to historiske komponister og måske fjender blev til en god historie på film. Miloš Forman gjorde historien dramatisk og spændende. Det er ikke tilfældet med Cézanne og Zola. Det er som at kigge på et leksikon. En Wikipedia-film i stedet for en ny “Amadeus”.
For otte Oscars kan “Cézanne og Zola” kun male eller digte om. Selv om den virkelige historie har masser af indhold, så betyder det ikke, at filmen automatisk bliver god. Giv mig et drama, hvis jeg skal bruge to timer af mit liv på andres liv.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet