Coltrane på skinner

Han var lige så stor som Mozart eller Picasso. Større måske. Det kan enhver jo sige. Og det gør enhver så om jazz-legenden John Coltrane i “Chasing Trane”. Det er en fanfilm, hvor han bliver rost af dem, der elskede og elsker manden med saxofonen. Magisk, inspirerende, spirituel. Sådan siger Bill Clinton, Carlos Santana, familien, trommeslageren fra The Doors og en japansk fan om Coltrane. Og ligesom “Chasing Trane” undlader de at vise det.

For af en film om prinsen af jazz at være så er “Chasing Trane” ret ujazzet. På en dokumentar-stol i interview-opstilling sidder de mange fra hyldestkoret. Og snakker, imens stills fra Johns liv passerer hen over skærmen. Vi får hele historien fra barn til for tidlig død i 1967. 40 år gammel. Det var kræft, selv om det kunne have været heroin, som han sprøjtede i blodet, imens han spillede for kongen af jazz, Miles Davis. Et af de mere jazzede elementer farver de sort/hvide billeder blodrøde, når der fortælles om misbruget, og en hektisk trommesolo følger, da John tager en kold tyrker.

Så det er en misbrugshistorie om en kendt kunstner som med “Amy”? Njaa, ikke sådan. John bider det bare i sig. Stopper med at fixe. Bare sådan. Hvilket gør ham til en endnu bedre kunstner, der giver ham inspiration til gennembrudspladen, “Giant Steps”, der gør, at han træder ud af den kind of skygge fra Miles Davis, som han har stået i. Snart har han ny kone og børn, der får ham til at skrive “A Supreme Love” af ren faderkærlighed. Det er sådan, jeg forstår Denzel Washington, som lægger stemme til gamle citater fra Coltrane.

Han skrev også “Alabama” efter den drabelige kirkebombning af hvide imod sorte i 1963. Nu skal historien bredes ud. John Coltrane er ikke kun jazz, men også sort. Det siger de mange fans, men John Coltrane blev vist aldrig mere Martin Luther King end på det ene nummer. Som John Legend med “Glory”. Eller Remee med “Hvor små vi er”. For “Chasing Trane” bliver heller ikke til den store sorte historie som “Made in America” om O.J.

På den måde er den her jazzfilm måske alligevel ret jazzet. Springer rundt. Lidt her og en solo der. Nu er han i Nagasaki, hvor bomben blev smidt. Han spiller “Peace on Earth”, inden en japansk superfan fortæller, at han ejer flest samlerobjekter af alle fra John Coltrane. Han kan ikke beskrive, hvor meget John Coltrane betyder for ham. Men bare rolig. Det kan Bill Clinton, Santana og en musikanmelder.