Che – Argentineren
Udgivet 7. maj 2009 | Af: Benway | Set i biografen
”Alle kender ikonet – få kender manden” hedder det på plakaten til “Che – Argentineren”, der handler om den berygtede revolutionær Che Guevara, som i dag ganske rigtig mest er kendt som t-shirtsmotiv båret af teenagere rundt om i verden, hvoraf mange ingen anelse har om, hvem der er på billedet.
Det er selvfølgelig problematisk – ikke mindst taget i betragtning af de mange mennesker, der utvivlsomt vil sluge filmen ukritisk i forventning om, at den fortæller sandheden om manden. Det gør den ikke. Hvad vi præsenteres for er et skønmaleri, der bevarer myten om, at Che var en slags hip Jesus med en skyder og dermed forsat kan være et ideal for alverdens lænestolsrevolutionære.
Som et portræt af mennesket bag myten forbliver filmen utilfredsstillende, og i modsætning til f.eks. den langt bedre “Baader Meinhof Komplekset” er “Che – Argentineren” ganske uvillig til at se bag om facaden på de mørkere sider. Che Guevara henrettede utallige mennesker på grund af deres politiske overbevisning og desertation, eller blot fordi de stjal mad. Disse emner berører filmen ikke, og den eneste henrettelse, filmen viser, bliver undskyldt med, at den er af to mordere og voldtægtsforbrydere. Efter den cubanske revolution blev Che leder for La Cabaña-fængslet, hvor der gennem 60’erne blev myrdet mellem 7000-10.000 mennesker, hvoraf manges eneste forbrydelse var, at de ikke var enige i det nye totalitære regimes linje.
Men den side af Che Guevara er åbenbart ikke noget, Soderbergh har lyst til at beskæftige sig med. Han bruger i stedet tiden på at vise Che som den politisk korrekte revolutionær, der lærer sine soldater at læse og skrive, og som aldrig hæver stemmen. Det er omtrendt som at lave en film om, hvilken fin fyr Hitler var uden lige at nævne de der ubelejlige detaljer med jødeudryddelserne.
Er “Che – Argentineren” så en god film? Rent visuelt er den, og man er da også ganske glimrende underholdt undervejs, men moralsk efterlader den dyb væmmelse. Det er oplagt at sammenligne med film som D.W. Griffiths “En nations fødsel” og Leni Riefenstahls “Viljens triumf”, der også er flotte rent teknisk, men hvis indhold ligeledes er frastødende. Soderbergh er normalt en dygtig instruktør, men med denne skændsel af en film har han vitterlig begået intellektuelt harakiri.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet