Chloe
Udgivet 19. apr 2011 | Af: DjBeau | Set på DVD
Lad os tage statistikerens hat på og smide nogle tal på bordet: Ifølge Motion Picture Association of Americas oplysninger blev der i 2010 solgt 1,3 milliarder biografbilletter i USA. Mere end halvdelen af disse billetter blev købt af blot 11% af USAs befolkning – de såkaldt hyppige biografgængere. Og ud af disse er kvinder mellem 40-49 dem, som sjældnest er at finde i biografens mørke. Derfor kan det heller ikke undre, at der ikke er synderligt mange film, som retter sig mod netop denne målgruppe – det ville være en ufornuftig markedsstrategi. Alligevel er der enkelte film, som trodser trenden – fx ægteskabsdramaet “Chloe”, der har Julianne Moore, Liam Neeson og Amanda Seyfried i de bærende roller.
“Chloe” er uden tvivl møntet på gifte kvinder over de 40. Filmen svælger i en blanding af midtvejskrise og usikker seksualitet som følge af rynker, hængepatter og appelsinhud. Men kigger man på “Chloe”s side på IMDB, kan man se, at de brugere, der har givet filmen de laveste karakterer, netop er i målgruppen. Det er mest af alt et symptomatisk billede på det uomgængelige faktum, at “Chloe” er en rigtig gang møg.
“Chloe” er gudsjammerligt kedelig! Det var en pine at kæmpe sig igennem den ellers kun 96 minutter lange film. Mens Catherine vikles længere ind i et spind af løgne og seksuelle fantasier, bygges der laaaangsomt op til et (anti)klimaks, som på mest ubamhjertige og skuffende vis sked højt og flot på denne anmelder, som ellers havde tilbagelagt omkring 90 minutter med et spinkelt håb om blot en smule kvalitetstid foran fjernsynet.
Præsenteret i 16:9. Der forekommer ikke alt for mange komprimeringsfejl i videotransferet. Man kan ane en smule edge-enhancement i de lyse scener, men det er generelt under kontrol. Men kontrasten, som mangen en gang har været banemand for et transfer, er også her et problem. Sortniveauet skifter utroligt meget, hvilket frembringer en del digital støj.
Dolby Digital 5.1 og DTS. Lydsporet på “Chloe” byder ikke på de store overraskelser. Det er forholdsvist anonymt, men supplerer stemningen og historien ganske fint. Dog synes dialogen nu og da at lyde lidt hul og dåseagtig, og derfor ryger karakteren ned på et stort tretal.
Dvd’en indeholder intet ekstramateriale.
Det er længe siden, denne anmelder har haft så svært ved at kæmpe sig gennem en film. Selv musikken er kedelig! “Chloes” fortælling er såmænd lige så vigtig at bringe på banen som så mange andre, men hvor er det dog søvndyssende udført, og når dvd’ens tekniske præstationer ligeledes er under standarden, kandiderer udgivelsen til forårets mest ligegyldige.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet