Wimps and vamps

Før serien “Buffy the Vampire Slayer” tordnede igennem i 1997, var vampyrfilm noget, som primært var forbeholdt et modent publikum med hang til blodige og uhyggelige historier. Siden da er aldersgrænsen faldet drastisk, og det er efterhånden længe siden, man har set en vampyrfilm, som ikke retter sig mod teens and tweens. Vampyren er blevet symbol på den misforståede, måske udstødte teenager, hvilket er grunden til, at især emo-ungerne har taget serier som “Twilight” og “Vampire Diaries” til sig. Denne anmeldelse beskæftiger sig dog med en ny film, som er knap så kvalm og weltschmerzramt, nemlig den humoristiske “Vampyrens lærling”.

Darren Shan er en normal, men måske lidt kedelig og regelbundet teenager. Da han og den mere rebelske ven Steve en dag får muligheden for at se et vaskeægte freakshow, slår de til og møder op ved indgangen i en skummel gyde sent om aftenen. Som en anden Harry Potter vikles Darren ind i den bizarre verden, hvor en krig mellem vampyrerne og vampanezerne er nært forestående. Inden længe går det op for Darren, at han er skæbnebundet og har en vigtig rolle at spille.

Filmen indledes med en svært Tim Burton-inspireret, animeret startsekvens. Resten af filmen samler dog ikke op på denne visuelle stil, men med de mange freaks, sære indslag og et legende, men måske en anelse klichéfyldt soundtrack må universet siges at være stærkt inspireret af den finurlige Burton. Det er et kærkomment indslag, at vampyrfilm for teenagere ikke nødvendigvis behøver svælge i tragedie, men også kan have humoren som klangbund.

Desværre lider “Vampyrens lærling” af en længere række problemer, som forhindrer filmen i at hæve sig over det middelmådige. Historien er baseret på forfatteren Darren Shans (ja, han hedder faktisk det samme som sin hovedperson) bogserie om den unge Darren, men filmen formår efter alt at dømme ikke at formidle bøgerne tilstrækkeligt. Det er svært at undgå følelsen af, at der udelades en masse elementer, som skulle have den funktion at gøre universet gennemarbejdet. Hovedpersonens indlemring i den mystiske verden sker alt for hurtigt, og som publikum får man ikke ro til at nyde og undres over de mange særheder, som Darren støder på.

Desuden synes filmen ikke at være en afsluttet historie – hvilket den nu nok heller ikke ender med at være – men fungerer mere som en indledning til kommende film. Desværre bliver det en halvhjertet indledning. Skuespillerne kunne desværre også være mere velvalgte. Chris Massoglia, der optræder i rollen som Darren, besidder langt fra den samme charme, som ellers kendetegner den moderne antihelt, som vi kender ham fra film som “Superbad” og “Zombieland”. Valget af John C. Reilly som vampyrlæremesteren Larten Crepsley synes også en kende forfejlet.

“Vampyrens lærling” viser i første halvdel et rigtig fornuftigt potentiale for at blive et lettere og mere lattermildt alternativ til “Twiligt”, men som historien udspiller sig, bliver det klart, at universet og karaktererne ikke er grundigt nok gennemarbejdet. Og det er egentlig ærgerligt, for man fornemmer, at der under den forjagede udvikling gemmer sig et fornøjeligt eventyr, som børn, tweens, teens og barnlige sjæle kan grave sig ned i, på samme måde som mange har gjort det med “Harry Potter”-serien. Men lad os nu se – der skal nok komme flere film i serien, og med den altoverskyggende vampyrfetish, som er oppe i tiden, skulle der nok være en chance for, at en producer øjner potentialet for at lave en mere gennemarbejdet efterfølger.

Video

Præsenteret i 2.35:1. Transferets største problem er kontrasten, som er både svag og svingende. Dette bør ellers være det første, man holder øje med, når man komprimerer en film, der er så mørk som “Vampyrens lærling” – her bør mørket være sort og ikke gråt. Skarpheden er desuden en anelse under middel, mens edge-enhancement generelt er velkontrolleret og farverne gode og naturlige.

Audio

Præsenteret i Dolby Digital 5.1. Lydsporet i “Vampyrens lærling” er hverken banebrydende eller spektakulært, men det er bundsolidt håndværk, som udfører et lydspors fineste opgave med bravour – nemlig den at afrunde og fuldbyrde filmens stemning gennem subtile, atmosfæriske elementer. Der er en god balance mellem musik og effekter, og de seks kanaler udnyttes fornuftigt uden at tiltrække unødvendig opmærksomhed.

Ekstramateriale

Dvd’en byder til at starte med på en håndfuld trailere, som man let og elegant kan springe over. Mere interessant er bag-om-kameraet-featuretten, som er lavet i typisk Hollywoodstil – det vil sige en anelse overfladisk, men den kommer alligevel rundt i mange afkroge af produktionen. Dvd’ens bedste ekstramateriale er featuretten “Tour de Freak”, hvor kameraet tager seeren med på en rundtur i freaks’enes lejr og engang imellem afbrydes af lidt bonusinfo om de forskellige karakterer. Det vejer en lille smule op for filmens manglende udforskning af universet.