Clash of the Titans
Udgivet 8. apr 2010 | Af: The Insider | Set i biografen
Genindspilninger er ikke just den mest populære dille disse dage. Alene ordet remake fremtvinger højlydte suk og rullende øjne blandt de fleste filmentusiaster. Og med god grund. Antallet af glimrende genindspilninger kan trods alt tælles på få hænder, men eventyrfilmen “Clash of the Titans” fra 1981 er en af de film, der faktisk virkede oplagt at genfortolke.
Der er dog ingen grund til at tro, at den splinternye “Clash of the Titans” ikke ryger i glemmebogen før originalen. Historien er ikke blevet mindre forglemmelig, og karaktererne er ikke blevet mere mindeværdige. Og så kan man ikke engang påstå, at filmens dyre computereffekter overgår den oprindelige films håndbyggede kreaturer med flere banelængder. Harryhausens Medusa er stadigvæk en af filmhistoriens mest frygtindgydende monstre, men i franske Louis Leterriers version er hun blot en samling uskarpe pixels. Jo mindre man siger om de tudegrimme kæmpeskorpioner, jo bedre, de flyvende heste ser decideret hestlige ud, og kun det enorme søuhyre, Kraken, imponerer bare en smule.
Plottets hovedperson, krigeren Perseus, er den kedeligste helt i umindelige tider. Sam Worthington er en dygtig skuespiller, men han får næsten intet at arbejde med i en rolle, der stort set udelukkende kræver, at han skriger og surmuler. Men hvad andet kunne man have forventet af forfatterne bag “Æon Flux” og den miserable Jackie Chan-farce “The Tuxedo”? Instruktør Louis Leterrier er bestemt ikke så konsekvent elendig som manuskriptforfatterne, men han har til gengæld specialiseret sig i det middelmådige – fra debutfilmen “Danny the Dog” over “Transporter 2” til “The Incredible Hulk”. Og “Clash of the Titans” løfter sig ikke over instruktørens lave standarder.
Actionsekvenserne opnår en sjælden gang imellem den ønskede intensitet, når Leterrier smækker kameraet tæt på slagsmålene og skruer op for tempoet. Men i alt for lange passager valser Worthington (og også en veloplagt, men underudnyttet Mads Mikkelsen) blot langsomt rundt fra punkt A til B til C… Rørende romantik og joviale jokes udebliver, der er nul overraskelser, og slutningen er årets hidtil største antiklimaks. Det føles helt forkert at se så dygtige skuespillere som Liam Neeson og Ralph Fiennes optræde i kostumer og iført makeup, der får dem til at ligne aldrende drag queens, og det er heller ikke et plus, at deres replikker lyder som slagord fra skolegården. I guder…
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet