Samtaleterapi eller elektrochok?

Mange læsere husker nok, dengang Cronenberg var det helt store navn blandt undergrundens filmbuffs. Et af de gennemgående temaer var den sygelige transformation, hans hovedpersoner ofte gennemgik – et tema, som lægger op til en god gang blodsudgydelse, i hvilken henseende Cronenberg ikke ligefrem skuffede. Hvem husker fx ikke hans nok mest kendte film, “Fluen”, hvor Jeff Goldblum langsomt forvandler sig til en gigantisk, aggressiv flue. Kvaliteten af mange af hans film kan nok diskuteres, men sikkert og vist er det, at han altid har haft en solid fanskare.

En hysterisk skrigende kvinde bliver i 1904 indlagt på et psykiatrisk hospital i Schweiz. Under normale omstændigheder ville en sådan sindssyge blive “kureret” ved hjælp af torturlignende metoder såsom nedsænkning i isvand og elektrochok uden narkose, men på hospitalet huserer den progressive Carl Jung, der med afsæt i Freuds stadig kontroversielle psykoanalyse forsøger at kurere den unge kvinde gennem samtale. Det bliver starten på et stormfuldt forhold, der faciliterer både mødet og bruddet mellem mentoren Freud og eleven Jung.

Da Cronenberg i sin tid mødte Viggo Mortensen, blev det med “A History of Violence” starten på instruktørens renæssance. Hr. Mortensen har siden hængt på og er også med i “A Dangerous Method”. Som den distingverede og geniale verdensmand Sigmund Freud viser Mortensen, at han er en mand, som kan iklæde sig mange masker. Væk er den fåmælte og introverte type, som vi så ofte har set ham spille. I stedet byder han på et afrundet portræt af en aldrende mand, som med et strejf af arrogance må kæmpe for sine banebrydende teoriers overlevelse.

Den i øjeblikket allestedsnærværende Michael Fassbender er også at finde på rollelisten, men i denne omgang er det ikke ham, der fanger opmærksomheden. Nej, det er Keira Knightley i rollen som hans sindslidende flirt Sabina Spielrein. Hendes skildring af en person med voldsomme psykiske problemer fremstår ekstremt karikeret, og hendes præstation delte da også vandene, da filmen havde biografpremiere. Ifølge Cronenberg selv er det en meget præcis afbildning af de anfald, som diagnosen “hysteri” medfører – en diagnose, som var hyppigt forekommende hos datidens seksuelt og intellektuelt undertrykte kvinder. Man kan diskutere, om ikke det ud fra et dramaturgisk synspunkt havde fungeret bedre at nedtone Knightleys grimasser, men man må også erkende, at den faktuelle og virkelighedsnære tilgang er et helt legitimt valg.

“A Dangerous Method” foretager mange store spring mellem scenerne uden at gøre et større nummer ud af det. I det ene øjeblik befinder man sig på en båd med kurs mod Amerika, i det næste tilbage i Schweiz flere måneder eller år senere. Men på trods af den kronologiske opbygning er det, som om den lineære, fremadrettede historie ikke rigtigt rodfæstes. Der mangler simpelthen sammenhængskraft mellem de enkelte scener, og det skader desværre relationerne til de centrale karakterer. Dramaet er til stede – om end meget underspillet – men uden den essentielle interesse for hovedpersonerne bliver det alt andet end dramatisk. Ja, faktisk jævnt kedeligt.

Historien om Freud og Jung har et kæmpe potentiale. Især førstnævnte er en af de personer, der har sat et af de allerstørste aftryk på den vestlige verdenshistorie. Men ligesom med filmen “Creation” fra 2009, som omhandler en anden af modernismens helt store tænkere, Charles Darwin, er materialet så potent, at det kan være svært at finde det rigtige sted at begynde. Og som manuskriptforfattere nu engang er uddannet til, vægtes det lille, personlige drama højst, for det kan vi som publikum relatere til. Problemet er, at med så signifikante individer er det ikke deres personlige udvikling, som er interessant, men derimod deres teorier, som ændrede verdenshistorien. Uden disse kunne vi lige så godt se en film om Hr. Hvem-som-helst – så ville vi også slippe for frustrationerne over, at vi snydes for den historie, som faktisk rykkede vores verdensbillede.

Video

Præsenteret i 1.85:1. “A Dangerous Method” byder på et bragende godt videotransfer. Kontrasten og farvetemperaturen er særdeles stabile, farverne er smukke, og der er så godt som ingen komprimeringsfejl. Det er faktisk kun hudtonerne, som engang imellem rammer lidt ved siden af. Til tider bliver karakterernes ansigter lidt for varme i farverne, men det er heldigvis et mindre problem. Oplevelsen bliver naturligvis ikke ringere af, at den garvede fotograf Peter Suschitzky har gjort et fremragende stykke arbejde med en smuk, klassisk lyslægning gennem hele filmen.

Audio

DTS-HD Master Audio 5.1. Det er svært at sige meget om lydsporet på skiven – hverken godt eller skidt. Filmen er i høj grad en talefilm, og det er primært i fronthøjtalerne, de fleste elementer er placeret. Dialogen er tydelig og klar, mens der er desværre holdt meget igen med de atmosfæriske lyde. Et blot nogenlunde lydspor, der ikke gør noget væsen af sig.

Ekstramateriale

På udgivelsen kan man finde en ganske kort dokumentar om tilblivelsen af filmen. Man får stort set intet af værdi at vide, og det virker mest af alt som et halvkedeligt salgsfremstød. Der er til gengæld lidt mere kød på David Cronenbergs kommentarspor, hvor han fortæller meget om den store research, der er lavet for at give så realistisk et billede af tiden og miljøet som muligt. Der er både lidt for filmbuffs, men også for dem, som måtte have en interesse i de historiske personligheder.

Den skjulte underside

Der er næppe noget, der er meget mere æggende for lysten end at få at vide, at noget, man allerede begærer, er vanskeligt eller forbudt at få. Af samme årsag er forholdet mellem en psykiater og hans patient et oplagt emne i filmverden, så længe vi da kan være sikre på, at det etiske hensyn bliver tilsidesat til fordel for begæret – og det har det sjovt nok med at blive ret så tit i filmene.

Det er dog sjældent så berømte et forhold som det, der efter sigende var mellem den berømte psykolog Carl Jung og hans patient Sabina Spielrein på et tidspunkt, hvor psykoanalysen og dybdepsykologien stadig var i færd med sine første spæde skridt. Da filmen starter i 1904, er den 29-årige Jung stadig blot en relativt uprøvet herre, der er blevet ansat på et psykiatrisk institut. Hans metoder tager udgangspunkt i forbilledets Sigmund Freuds berømte teorier, og han anvender derfor samtaleterapi som den grundlæggende metode.

Til institutionen kommer den unge, skrøbelige Spielrein, der umiddelbart fremstår voldsomt forstyrret, men som viser sig at indeholde både intelligens, lidenskab og en forbløffende forståelse for psykiatri. Kort sagt alle de egenskaber, som Jungs trofaste og blide kone ikke besidder. Deres forhold udvikler sig i stigende personlig retning, efterhånden som hun kommer under behandling, og flere og flere lag af hendes traumer bliver blotlagt. Samtidigt bliver hun også anledning til en korrespondance mellem Freud og Jung, og Freud begynder mere og mere at se Jung som hans kommende arvtager.

Filmen er instrueret af David Cronenberg, men fans af hans film vil måske blive en smule overraskede over, hvordan denne film fremstår. Underbevidste tanker har ofte været et stort tema i hans film, men hvor Cronenberg tidligere har været en mand af ekstreme udtryk, har stilen mere og mere trukket sig bort fra den fysiske manifestation og mere mod det uudsagte. I “A Dangerous Method” er der ingen af de karakteristiske øjeblikke med hensynsløs vold, kødeligt fordærv eller talende skrivemaskiner, men alligevel får man konstant en følelse af en slags klinisk brutalitet i fortællingen.

Filmen er dog ikke fri for chokerende scener, og den indledes med Sabina Spielreins lidelser og anfald (spillet fuldstændig overbevisende af Keira Knightley), men samtidigt også så voldsomt og hysterisk, at man tager sig selv i at spekulere på, hvordan i alverden filmen dog skal komme videre herfra. Det gør den dog imidlertid, og i stedet trækker historien mod et klassisk kærlighedsdrama, som samtidig også er en opdagelse af det underbevidste. Man refererer hyppigt til Freud som en af dem, der afslørede, at der ofte er skjulte motiver bag vores handlinger, og det samme gør sig gældende i filmen, hvor forholdet mellem Jung og Freud viser sig ikke helt at være den harmoniske forening af to videnskabsmænd, man kunne håbe på. Venlig og høflig tale kan dække over noget helt andet, og selvom alt på overfladen er ro og glade dage, så er kriserne hurtigt ved at vælte ud af skabet.