Mørke skygger i en dysfunktionel familie

Med “Dark Shadows” drager Tim Burton tilbage til rødderne med en film, der heldigvis minder mere om “Beetlejuice” end “Charlie og chokoladefabrikken”. Burtons foretrukne skuespiller, Johnny Depp, erobrer atter hovedrollen, og som sædvanligt er et skørt scenario i højsædet, men denne gang byder Burton velkommen til en oplevelse, der indeholder noget, man længe har savnet i hans film: Et nævneværdigt plot.

Barnabas (Johnny Depp) er en ung, ambitiøs mand i 1776. Han bor i byen Collinswood, hvor hans forældre har skabt et storladent imperium. Men skæbnen vil, at den fattige stuepige Angelique (Eva Green), der agerer heks i fritiden, forelsker sig ulykkeligt i Barnabas, der imidlertid er faldet pladask for den smukke Josette (Bella Heathcote). Som hævn idømmer Angelique ham et sørgeligt liv som vampyr og begraver ham levende indtil to århundreder senere, hvor han ved en tilfældighed bliver gravet op. Verdenen er nu en helt anden, og Barnabas vender hjem til en familie, der har ødslet formuen væk. Den tidligere paladslignende bolig er forfalden, men det værste er dog, at Collinswood nu er ejet af en kvinde, der ligner heksen Angelique mistænkeligt meget. Og hvilke hemmeligheder besidder mon den nye guvernante, der tilmed ligner den unge Josette?

Ligesom den gængse tv-serie-intro starter “Dark Shadows” med at opremse en række begivenheder, og på denne diskrete facon ærer Burton hovedoplægget: Tv-kultserien af samme navn, der oprindeligt blev transmitteret fra 1966 til 1971. Burton får det bedste ud af den sære Barnabas’ møde med 70’erne, og instruktøren skaber en både enestående og morsom skildring af en tid, der var fornøjelig i sig selv. Man behøver egentlig ikke en vampyr fra 1700-tallet til at påpege årtiets særheder, men Barnabas er kun med til at gøre filmens tidsbillede festligere, og samtlige jokes (der oftest har 70’ernes lettere bizarre popkultur som omdrejningspunkt) rammer plet. Filmoplevelsen svækkes bestemt heller ikke af det sublime soundtrack, som er læsset med æraens bedste rock’n’roll.

“Dark Shdows” er en fortælling, der både jonglerer masser af kitsch og mere følelsesladede momenter. Den kombination har man savnet i instruktørens nyere og flotte, men også noget indholdsløse film, såsom “Alice i Eventyrland” og “Charlie og chokoladefabrikken”. Burton tager sig god tid at introducere hver karakter i det store persongalleri, og derfor morer man sig endnu mere, når løjerne endelig går løs, end man har gjort i Burtons seneste værker, fordi man denne gang er kommet tættere på personerne. Vores instruktør ved stadig, at han kan skabe en visuelt bedårende verden, der ikke minder om noget andet på det store lærred, men denne gang anerkender han samtidigt, at udelukkende stærke, flotte farver og excentriske figurer ikke altid er lig med en god film.

“Dark Shadows” er dog heller ikke på højde med Burtons bedste bedrifter. Der lægges eksempelvis op til en storladen slutning, der dog slet ikke ender med at have den fornødne pondus. Det ville have været fordelagtigt for instruktøren at lade filmen ende med den samme begejstring, som den kickstartes med. Men nej. I stedet bliver vi spist af med en afslutning, der er mere optaget af at runde filmen af i en fart end af at afslutte et potentielt pragtfuldt comeback. “Dark Shadows” fortjener bedre.