Vellykket genrefilm

De såkaldte haunted house-film hører hjemme i en af horror-genrens allermest fortærskede og slidte subkategorier. Hvis man vil undgå at blive skuffet, når man går ind til en sådan type film, bør man absolut ikke forvente megen originalitet eller troværdighed. Det er nemlig stærkt begrænset, hvor mange effektive variationer man kan lave over plottet i “Poltergeist”. Men gode haunted house-film accepterer netop genrens slidte konventioner, omfavner dem og leger med dem på en frisk, opfindsom facon eller iscenesætter dem, således at man forstår, hvorfor de netop er blevet konventioner. “Dark Skies” er en sådan film.

I stedet for at afsløre plottet i “Dark Skies” er det måske mere relevant at se på, hvad en haunted house-film skal have at byde på, og dernæst fortælle, hvorfor “Dark Skies” sådan set er helt igennem vellykket. Først og fremmest skal udgangspunktet for historien findes i en ganske almindelig familie, der forsøger at få hverdagen, ægteskabet og børnenes opvækst til at hænge sammen. Familien er i det hele taget også det tematiske centrum, og de problemer, som forældrene har, skal i filmens første del gøre dem blinde over for den ondskab, der langsomt sniger sig ind i hjemmet (gerne gennem det yngste barn).

Når den ene forælder (typisk moderen) så begynder at ane mistanke om, at der måske ligger noget mere end bare almindelige hverdagskomplikationer bag de mystiske hændelser, der langsomt tager til, så tager de ægteskabelige problemer form, idet faderen skal tage ansvar for sin familie og se virkeligheden i øjnene. Typisk må faderen ofre noget – f.eks. sit job eller sin anerkendelse i lokalsamfundet – for på den måde at vise sit engagement i familien. Når haunted house-film fungerer, så græder og griner vi som seere med familien og bliver bange for den overnaturlige trussel, fordi den i bund og grund er en metafor for kendte, familiære konflikter.

Netop dén interessante opskrift følger “Dark Skies” uden megen slinger i valsen, og derfor er den endt som en habil, ja, næsten fed haunted house-film. I modsætning til de seneste skuffende genre-bidrag som “Mama” og “Sinister” så formår “Dark Skies” at indgyde reel medfølelse for dens karakterer, der får lov at være dybere end de papirstynde, skitselignende figurer, man så ofte må tage sig til takke med i denne slags film. Det skyldes ikke mindst, at skuespillerne mere eller mindre hele vejen rundt leverer helt igennem solide præstationer (noget som desværre også er en sjældenhed i denne slags film).

Til gengæld formå “Dark Skies” ikke at skabe gedigen gys eller uhygge. Instruktør og manuskriptforfatter Scott Stewart har styr på sit håndværk, og flere scener er både vellavede og ganske spændende, men de byder desværre aldrig på tilnærmelsesvis neglebidende uhygge. Som fan af genren synes jeg dog, at filmen har mange andre interessante elementer, så selvom Scott Stewart godt måtte have skelet en smule mere til “Insidious” for at få gyset helt i skabet, så kan andre horror-aspiranter til gengæld sagtens skele til “Dark Skies” for at se, hvordan man får resten af sådan en genrefilm til at fungere!

“Dark Skies” er på ingen måde trendsættende, og den er heller ikke nævneværdigt uhyggelig. Til gengæld er den som genrefilm hamrende veludført – drevet af et intelligent manuskript, ferm instruktion, stærke karakterer og solidt skuespil. Den er klart det bedste bud på en haunted house-film siden James Wan’s mesterlige “Insidious”, og er man fan af genren, vil jeg faktisk varmt anbefale “Dark Skies”. Den er især oplagt at se, hvis man skal holde gyseraften med sarte sjæle!

Video

“Dark Skies” har en knivskarp billedside, der for det meste har en decideret betagende detaljerigdom. Det er altid nemt og tydeligt at se hver eneste lille pore, hår eller græsstrå, billedet er aldrig hverken sløret eller udtværet, og farverne er fuldkommen naturlige. Men desværre plages billedsiden af én mærkbar skavank: Der forekommer ustyrligt meget banding, især på væggene bag karaktererne i de mørkere scener. Det er dybt forstyrrende, og det er gennemgående fra start til slut. Det koster to stjerner!

Audio

Skivens DTS-HD 5.1 Master Audio-lydside byder på virkelig mange kvaliteter. Replikkerne er aldrig utydelige, baghøjtalerne bruges jævnligt (om end potentialet ikke er udnyttet helt), og subwooferen rumler simpelthen så voldsomt, at det næsten (men kun næsten) er for meget af det gode. Det er dog ikke helt så overvældende, som det kunne have været, hvis man havde gjort mere ud af at skabe følelsen af rummelighed i dialogscenerne og leget lidt mere med mulighederne i de uhyggelige sekvenser, men vi har stadigvæk at gøre med et alt i alt rigtig godt lydspor.

Ekstramateriale

Der er nogle enkelte slettede scener og en alternativ slutning med instruktørens kommentarer, men derudover er det eneste ekstramateriale diverse trailere. Det er altså ikke imponerende, og kan ikke belønnes med mere end 2 stjerner.