De satans chefer
Udgivet 24. aug 2011 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
Hvad drømmer man om, når klokken nærmer sig lidt i 9 om aftenen, og man stadig sidder på jobbet, fordi chefen endnu engang fik snøret en til at blive til lidt overarbejde. At slå svinet ihjel selvfølgelig! Eller måske bare om at komme hjem. Det sidste er nok mest sandsynligt. Men den sorte komedie “De satans chefer” vælger første mulighed og træder dødvande med den i samtlige 100 minutter.
Tandlægeassistenten Dale kæmper en brav kamp mod sin sexgale chef (Jennifer Aniston), der har set sig varm på ham og truer med at ødelægge forholdet mellem Dale og hans søde forlovede – hvis han ikke giver hende et put. Stakkels Dale. Kurt derimod er lykkelig for sin chef, den rare Pellit Sr. (Donald Sutherland). Men da senior ud af det blå ryger i svinget takket være et hjertetilfælde, står junior, kokainafhængig og luddoven, klar i kulissen til at gøre livet surt for Kurt. Under en våd bytur leger de tre kammerater med tanken om at slå de tre horrible herskere ihjel. Bare for sjov selvfølgelig. Men der er åbenbart ikke langt fra tanke til handling, og snart står de i møg til halsen.
Filmens bedste og sjoveste scener udspiller sig dog mellem Jason Bateman og Kevin Spacey, der spiller hans djævelsk onde boss. Her får Spacey lokket Bateman til at snuppe en whisky skænket helt til kanten klokken otte om morgenen på kontoret med et ledende ”Skal du have en med?” for bagefter at insinuere et alkoholproblem. Her forstår man næsten, hvorfor fyrene går med mord i deres tanker.
Rækken af skønne, spildte kræfter er desværre alenlang i “De satans chefer”. Hvorfor gamle Donald Sutherland ødsler sit store talent væk i denne højst ujævne komedie må forblive en gåde. Og ærlig talt forventer man mere af Colin Farrell end åndssvagt hentehår og grimt tøj, hvilket er, hvad hans diminutive rolle basalt er kogt ned til. Jennifer Aniston har heller ikke meget at gribe ud efter i dullerollen som den sexfikserede og ikke mindst nedringede tandlægeboss med kæft som en havnearbejder, men om ikke andet er der masser af eye candy til husarerne. Og helt ærligt, hvem kan ikke lide en nydelig nymfoman? Det er da ikke en chef, man har lyst til at tage af dage sådan umiddelbart.
“De satans chefer” vil så gerne være satans fræk. Så der bandes selvsagt for fuld skrue og henvises til alverdens perversioner. Hvis man finder urinsex hylemorsomt, elsker upassende bøssejokes og ikke kan stå for afroamerikanske stereotyper (Jamie Foxx spiller hustleren Dean “Motherfucker” Jones) er humoren superb. Hvis ikke, er der ikke meget at komme efter i Seth Gordons repræsentant for laveste fællesnævner-komedie, “De satans chefer”.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet