”Gud vil tilgive dem og lade dem komme i Himlen. Det kan jeg ikke leve med.” Med disse åbningsreplikker bliver tonen hurtigt lagt an i Shane Meadows’ nådesløse film om hævngerrighed, “Dead Man’s Shoes”, som garanteret ville have fornøjet Meadows’ legendarisk forbillede, instruktøren Sam Peckinpah. Og hvis engelske Meadows fortsætter med at producere lige så antikonventionelle og uforglemmelige film som “Dead Man’s Shoes”, kan han måske endda gå hen og tilegne sig en plads ved siden af amerikanske Peckinpah i filmhistoriens leksika.

De førnævnte ord ytres af Richard (Paddy Considine), hvis bror, Anthony (Toby Kebbell), har været udsat for en eller anden form for nedrig forbrydelse, som bid for bid bliver stykket sammen over for seeren via en række flashbacks. Richard, der er en hårdhudet, toptrænet elitesoldat, sværger gengældelse, og han opsøger derfor sin gamle hjembys mange lokale lømler, der alle var med til at udnytte den lettere tilbagestående Anthony. I første omgang skræmmer han dem bare med sin snerrende attitude og foruroligende gasmaske, men der går ikke længe, før han begynder at bryde ind i deres hjem – og så er fanden for alvor løs.

Umiddelbart kunne man godt fristes til at tro, at “Dead Man’s Shoes” er en banal, overfladisk kopi af ofte udskældte, men underholdende actionfilm som “The Punisher” og “Rambo: First Blood”. Men der er langt mere substans i denne thriller, som mirakuløst blev produceret for næsten ingen penge – skuespillerne og filmfolkene fik endda familiemedlemmer til at arbejde på filmen i et forsøg på at reducere det i forvejen beskedne budget. Som så mange andre film, der er blevet finansieret af minimale beløb, har “Dead Man’s Shoes” et amatøragtigt, visuelt neddæmpet præg, som får den til at virke meget vedkommende og troværdig – i dette tilfælde gør det filmen langt mere effektiv.

Den anonyme og tilsyneladende tilfældige engelske landsby, som fortællingen foregår i, virker mere ægte end de glimtende metropoler, som moderne dramaer ofte har som omdrejningspunkt. Personerne virker ligeledes menneskelige – godt nok har man set mange af typerne før, såsom den mutte og halvsympatiske junkie, de højtråbende, barnagtige dealere og den dumstolte, forfængelige gangster, der gerne vil være den næste Scarface eller Corleone, men som egentlig bare er en barnagtig drengerøv i forklædning. Men ensemblet, som består af mange nybegyndere, mønstrer en masse solide, nuancerede præstationer, som også gør karaktererne plausible.

Filmen er ofte ulideligt spændende og intens. Stemningsfuld er den i høj grad også, og så er den lige så uforudsigelig som dens hovedperson, Richard, der spilles af en fremragende Paddy Considine, som skrev manuskriptet sammen med Meadows. Considine var sympatisk og rørende på grænsen til hjerteskærende i Jim Sheridans “In America”, men Richard er en helt anden persontype: en øjensynligt iskold, hjerteløs dræbermaskine. Med sin første store Hollywood-film lige rundt om hjørnet (Considine har en vigtig rolle i Paul Greengrass’ kommende “The Bourne Ultimatum”), må man både håbe og forvente, at mandens popularitet stiger i graderne.

Mange vil forståeligt nok finde plottet utiltalende og måske endda frastødende. Men heldigvis bliver Richards morderiske gerninger aldrig glorificeret – der er intet ærefuldt eller heltemodigt ved de ofte bestialske, brutale mord, han udfører. Drabene bliver aldrig fotograferet med brug af æstetisk blændende kamerateknikker, og de understøttes aldrig af grandios musik eller urealistiske lydeffekter. Man bliver revet med af det rystende, veliscenesatte drama, og man tvinges gang på gang til at revidere sin holdning til personerne – både før og efter filmens store, overraskende twist, som desværre efterfølges af en sidste akt, der føles en anelse forhastet og lidt for konstrueret.

VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen format. Af ukendte årsager er “Dead Man’s Shoes” blevet lagt på en dvd med kun ét enkelt lag. Normal praksis i dag er at bruge to lag for dermed at optimere billed- og lydkvaliteten (og give mere plads til eventuelt ekstramateriale), og faktisk er bitraten (mængden af data, der transmitteres pr. sekund) på skivens transfer så lav, at ikke engang skivens ene lag bliver fuldstændig udnyttet. Den ringe pladsudnyttelse skinner desværre igennem, når man ser filmen – billedet er en smule blødt, farverne er for matte, og der er udtværing. Kontrasten er god, men kunne have været bedre. Heldigvis optræder edge-enhancement aldrig.

AudioDiscen byder udelukkende på et uimponerende Dolby Surround 2.0 lydspor. Bunden er forholdsvis solid, men man savner mere auditiv punch. Der er til tider en lavmælt susen, men den distraherer aldrig. Aphex Twins simple, men enormt stemningsfulde score lyder desværre en anelse tamt, men ligesom resten af lyden kommer den i det mindste tydeligt igennem. Et mere fyldigt 5.1-mix havde været bedre, og især eftersom nogle af Englands mest velrenommerede lyddesignere har beskæftiget sig med filmen, er det synd, at deres arbejde ikke præsenteres optimalt.

EkstramaterialeHer er kun musikvideoen til det stærkt uinteressante nummer “What U Sittin’ On” af Danger Mouse og Jemini.