Det var sandt, da Charles Bronson fik det at vide i 1974. Og det er ikke mindre sandt i dag: This is gun country. Sådan lød budskabet i den originale “Death Wish”, hvor Bronson spillede den skydegale selvtægtsmand Paul Kersey, som tog loven i eget ladegreb for at hævne et dødeligt overfald på sin familie. Nu har gyserinstruktør Eli Roth fundet det passende at føre dødsønsket ajour med det 21. århundredes udvidede muligheder for tortur og lemlæstelse.

Premieren falder med en timing som en snestorm i marts. For mens “Death Wish” taler for lyksaligheden ved at have en maskinpistol gemt i sofabordet, diskuterer USA, om våbenloven bør strammes. Derfor kommer “Death Wish” uvægerligt til at ligne et debatindlæg. Det er den måske også. Men den er altså først og fremmest en film.

Denne gang er det Bruce Willis, der spiller the good guy with a gun, som vil befri sin by for bad guys with guns. Byen er Chicago, der i virkelighedens verden holder et gennemsnit på omkring to mord om dagen. Selv med den uhyggelige statistik i ryggen er Willis’ Windy City skildret med en paranoia, der kammer over.

Der er en voldtægt i gang på samtlige gadehjørner, de fleste biler er i færd med at blive stjålet, og kuglerne suser om ørerne på sagesløse borgere. Politiet er overvældede og magtesløse. Vær bange! Hele tiden! Det er næsten komisk overdrevet. Ligesom Bronsons New York i originalen, hvor alle ejede en springkniv og var med i en bande. Hvis virkeligheden så sådan ud, ville jeg sgu også være bevæbnet!

Inden Willis forvandler sig til en iskold selvtægtsmand, er han læge på hospitalet, hvor han behandler både nedskudte politimænd og deres bødler. Han er idealistisk, holder lægeløftet i hævd. De slemme skal også reddes. Men idealismen holder altså kun, indtil volden rammer hans egen familie. Så synker den dygtige læge i bedste Dar Salim-stil ned i underverdenen, hvor håndvåben vægter tungere end Hippokrates. Og ligesom i “Underverden” føles den totale karakterforandring helt utroværdig.

Instruktør Eli Roth elsker grum splat. Han besidder heldigvis også en god portion humor, og flere af Willis’ opgør med klodsede, smådumme forbrydere minder mest af alt om noget fra “Alene hjemme”. Tilsat torturscener, hvor lægehævnerens kendskab til den menneskelige anatomi viser sig som et makabert raffinement.

Der er desværre ret langt mellem de kreative, voldelige højdepunkter. Og min største anke mod det her skydetelt af en film er, at den bliver kedelig, lige så snart blodet holder op med at sprøjte. Bruce Willis er en søvngængerudgave af sit gamle action-jeg, helt uden den gnist, der gjorde ham til verdens bedste John McClane i de glade “Die Hard”-80’ere.

“Death Wish” er stadig en amoralsk, men såre menneskelig hævnfantasi. Skyd verden, før verden skyder dig, er det grumme grundsyn, der hersker i Pistolland. Det er trist i virkeligheden, men det kan virke forløsende på film. Der er desværre for få forløsende fuldtræffere på denne tur gennem det amerikanske gun country.