Deepwater Horizon
Udgivet 28. sep 2016 | Af: Mikkel Twomey-Madsen | Set i biografen
Den 20. april 2010 eksploderede olieboreplatformen Deepwater Horizon. 11 mennesker mistede livet i det, der blev USA’s største olieudslip. Den historie har “Lone Survivor”-kumpanerne Mark Wahlberg og instruktør Peter Berg valgt at tackle, og det færdige produkt er stort set, hvad man kunne forvente. Det er de store følelser, vi arbejder med. Alle går klædt i amerikansk – som når det er bedst og værst.
Malkovich er sådan set okay, men hvor er den onde med penge dog håbløst skrevet. Det er muligt, at den mand fandtes og opførte sig, som Malkovich gør her, men det stinker langt væk af, at Berg ville have en selvklar syndebuk. Det virker utroværdigt, når Malkovich er så blind over for alle faresignaler i timerne op til ulykken, og man kan næsten se hans øjne tælle dollarsedler i hver eneste scene, han er med i.
At dømme ud fra “Deepwater Horizon” og “Lone Survivor” er Berg ikke meget for at eksperimentere. I en tidlig scene sidder Wahlberg med sin datter og forklarer, hvordan de forskellige borerør fungerer ude på platformen ved hjælp af et lille metalrør og en Coca Cola-dåse. Han stikker røret ned i cola-havet og hælder sirup i – sådan foregår det, når de skal stoppe olierørene til. Så er den helt sikret. Indtil det eksploderer, og colaen strømmer ud over hele spisebordet. Wahlberg griner. Derfra er vi vidne til alle de små alarmklokker, der burde få Malkovich og Co. til at sige stop. Katastrofen er uundgåelig.
“Deepwater Horizon” er dog ikke katastrofal. En sand historie får en tur i heltemaskinen. Det ville være mere spændende, hvis der ikke kun var én mand, som hævede sig over alle de andre. En helt i helteland. Det hele kan således opsummeres med billedet af en af platformsmedarbejderne, som står og stirrer ind i flammerne, mens det amerikanske flag blafrer uberørt i stormen. Hverken krig eller olie kan knække stjernerne og striberne.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet