Den franske franske connection

I 1971 jagtede Gene Hackman en bande franske heroingangstere i “The French Connection”. Han satte en effektiv stopper for Marseille-mafiaen i New York. Men hvem jagtede dem hjemme i Frankrig? Det giver “La French” et bud på, der i sin danske titeloversættelse behørigt kipper med gangster-flaget for William Friedkins klassiker. “Den franske forbindelse” ville gøre Jimmy ‘Popeye’ Doyle stolt.

Hackmans ‘Popeye’ genoptog ganske vist selv jagten i Marseille fire år senere i 1975 i “French Connection no. 2”, men i Cédric Jimenez’ fortolkning af de faktuelle narkoproblemer fra dengang i 70’erne er det altså en franskmand, der tager affære. Det er Jean Dujardins gavflabede charmørsmil tilsat obligatoriske bakkenbarter og tilbagestrøget hår, som er blevet indsat til at rydde op i et gangster-farligt Marseille, hvor heroin-håndlangere ræser af sted langs den franske riviera på motorcykel i åbningsscenen. Iført brunt læder bliver de to hitmen ikke mindre tidsbilledelækre af at blive ledsaget af soundtrack-nummeret “Jerome” leveret af Lykke Li. Den efterfølgende henrettelse er lavet af den slags look, som alle herremagasiner stræber efter. Det er cool.

Det er Dujardins Pierre Michel også. Han skal gøre livet surt for den anden side af lovens mønt. Gangsteren Zampa ligner til forveksling Pierre. Bogstaveligt og i overført betydning. De er begge dedikerede til deres job, de har smukke koner og søde børn, som de ikke ser så meget, som de gerne ville. Og burde. På den måde er “Den franske forbindelse” lige så meget en film om karrieremænd med udfordringer i privaten, som den er en gangsterfilm. (Gud)Far, mor og børn – ligesom i “The Sopranos”.

Derfor er det også ganske naturligt, at vejen til politiets succes går igennem familien. En håndlangers kone sendes direkte i fængsel, hvilket straks skaber splid i gangsterland. Hvem skal nu skifte ble? Men der er nu også rigeligt med plads til at lege rigtig gangsterfilm. En hjælper skuffer Zampa, som begynder at fortælle en historie om, hvordan napolitanske fædre straffer drenge, som får smag for alkohol. De får lov at drikke grappaen op. Helt op og så lidt mere. Så gør de aldrig det igen. Den samme lektion skal hjælperen nu have. En lang, tyk bane kokain lægges op. Snif. Det gør han ikke igen.

Den største fornøjelse i “Den fransk forbindelse” er at opleve spillet imellem de to mandeegoer. De er som Pacino og De Niro i “Heat”. Sammen deler de ikke meget skærmtid, men konstant er de i hinandens tanker. Besatte. De ædes op, mister alt. Den anden betyder alt. Måske fordi de lige så let kunne have været den anden, hvis de havde haft en anden opvækst? Og gør det nogen forskel? Alt, hele systemet, er alligevel pilråddent i Marseille, hvor politi og gangster bare er et job, som man udfører.