”Transformers” på norsk

To liter mælk koster 80 kroner i Norge. Det er det mest opsigtsvækkende, jeg tager med mig fra “Den lille grå traktor Fergie”. Og det på trods af at den handler om en besjælet traktor med menneskelige lampe-øjne, der kan bevæge sine store pupiller. Men altså 80 kroner for to liter mælk! Godt man drikker sin kaffe sort.

Det er Gustav, en slags norsk Lille Per med dansk synkronisering, der køber den dyre mælk. Han er i klassisk familieferiefilmstil taget på landet i ferien. Det er en nostalgisk scene med dyr på bondegården, en banjo-spillende pige og børn uden mobiler. Som det var engang. Eller netop i “Far til fire” på endnu en ferie. Og så er det altså kombineret frisør og kiosk, der sælger sin mælk, som var det selveste det norske olieguld. Det tænker jeg stadig på.

Frisør-kiosken er ét af flere elementer, der gør “Den lille grå traktor Fergie” mere skør end Onkel Anders. Frisøren hedder Edith, og hunden hedder Piaf. Gustav skal købe mælk, fordi geden Houdini er tørstig. Den sag løser Gustav og Fergie. Faktisk er det Gustav, der gør det meste. Titlens Fergie, der på originalt norsk hedder Gråtass, men altså her er opkaldt efter sit Ferguson-mærke, gør ikke meget andet end at rulle med øjnene. Lidt som i Bays “Transformers”, hvor de vilde biler er degraderet til birolle på bekostning af kedelige mennesker. Sådan er det også her.

Det er kun, fordi “Den lille grå traktor Fergie” baserer sig på den kendte norske franchise, der senest har hittet på YouTube, at traktoren er med. Det handler om Gustav. Der sammen med Gokke, Grynet og gnavne Gammelfar skal gøre sig klar til at vinde en pris til årets landsby-konkurrence. Måske for Gammelfars store agurk, der er i konkurrence med nabokonens store meloner. Eller måske for den mælkeglade ged, der kan danse, når Fergie dytter. Det bliver aldrig mere spændende, end som da Onkel Sofus for et par år siden tog Lille Per med til dyrskue.

Og selv om der er noget befriende lallet i at døve Fru Olsen med to bikersønner stiller op til grøntsagskonkurrencen med et giga-græskar, så er det måske ikke alle hits fra YouTube, der fortjener et biografliv. På YouTube kan jeg sagtens bruge halvdelen af en frokostpause på at se en kat spille klaver. Men jeg ønsker mig altså ikke en “Piano Cat: The Movie”. 78 minutter med slapstick-jagt efter en ged på en gård bliver til sidst lidt tungt. Og så kommer Megatron ikke engang forbi til et endeligt slag.