Den store, kedelige Spielberg

Nat på børnehjemmet. De hvide gardiner svajer stille i det åbne vindue. En kæmpe, kroget hånd rækker ind og fjerner en lille pige fra sin seng på sovesalen. Det er mørkt, gråt og tungt på den der ærkeengelske måde. Men også ufarligt hygge-eventyrligt på den Spielbergske facon. “Den store venlige kæmpe” begynder godt. Kæmpen lister langs gaderne, han bruger sin kappe som kamuflage. Først er han en husmur. Så en gadelampe. Men så kommer han hjem til kæmpeland, hvor det finurlige drukner i CGI og motion capture-overflod. Der er mange dyre effekter, men ikke et eneste mindeværdigt billede. Stor og kedelig.

Filmatiseringen af Roald Dahls børnebog fortæller om et livsomvæltende venskab mellem et barn og en eventyrlig skabning. Det er med andre ord “E.T.” af Steven Spielberg, der nu også står bag “Den store venlige kæmpe”. Men som det meste Spielberg har lavet de seneste år, er det en bleg variant af det, han engang kunne så godt. Charmen fra “E.T.” forsvinder bag en masse dyrt fantasy-bulder i 3D uden skyggen af personlighed. Det kunne lige så godt være fraklip fra “Snow White and the Huntsman”, “Hobbitten” eller “Narnia”-filmene. Jeg havde forventet mere fra en fantasi som Spielbergs.

Kun i nærbillederne af Mark Rylances ansigt er der noget, der tåler sammenligning med Spielbergs bedste billeder. Den nye Spielberg-favorit spiller Kæmpen i bedste Andy Serkis-motion-capture-stil. Han er et skrævl i Kæmpeland. En mager gamling med kæmpemæssige, udstående ører og store, brune øjne, der giver Kæmpen et stænk af noget sårbart og skrøbeligt. Af og til dukker et skælmsk glimt op i det ellers sørgmodige blik. Ligesom E.T. er han både grotesk og frastødende og sød og elskelig at se på. Han er en god opfindelse. Han havde fortjent en meget bedre film.

Jeg har ikke læst Roald Dahls bog. Men jeg har på fornemmelsen, at fortællingen i høj grad lever af alt sit sproglige spræl. Jeg så filmen på dansk. Og jeg tror, det har været en utaknemlig opgave at oversætte alle de engelske vrøvlegloser til vores modersmål. Børn kaldes bønner, en telefon hedder en telefonet. Og sådan bliver det ved. Det er mere anstrengt end sjovt eller opfindsomt. Hvis der nogensinde har været noget humor eller stil i vrøvlerierne, er det gået tabt i oversættelsen. De mange samtalescener mellem Kæmpen og hans lille, bortførte pigeven bliver i hvert fald aldrig det sprudlende sprogpjatteri, det prøver på.

I stedet bliver de mange afdæmpede stunder bare kedelige. Det er ellers en beundringsværdig ambition med så mange rolige snakkescener i en børnefilm. Ærgerligt, at de ikke lykkes bedre. Og når det store Spielberg-maskineri sættes i højeste eventyr-gear, sætter en anden slags tomhed ind. De endnu større, børnespisende bølle-kæmper, der tryner deres store, venlige slægtning, skal have en over nakken. De minder mest om et par grove eventyrtrolde. Barnlige og smådumme. De snorker, bæller boblevand og bliver ynkelige, når de får en splint i fingeren. Ikke synderligt skræmmende af en børneædende kæmpeflok at være. Der er alt for lidt på spil. De uhyggelige undertoner fra åbningsscenen bliver aldrig matchet.