Der er blevet talt meget om, hvor ærgerligt det er, at da Martin Scorsese i år endelig vandt en Oscar efter syv mislykkede forsøg, var det for at have instrueret en film, som var et remake – mange filmentusiasters foretrukne fyord. Sludder og vrøvl. Havde Hong Kong thrilleren “Infernal Affairs” besiddet blot halvt så megen nervepirrende intensitet og spænding som sin amerikanske efterkommer, “The Departed”, var den aldrig nogensinde blevet genindspillet.

På næsten ethvert tænkeligt niveau er “The Departed” sit asiatiske forlæg overlegent. I forhold til deres kollegaer i det fjerne østen har Scorsese og Co. haft en hel times ekstra spilletid at lege med. Det har især gavnet de mange karakterer, der alle får tid og lov til at udvikle sig ordentligt.

Leonardo DiCaprio spiller en politibetjent, som arbejder undercover for at negle gangsterbossen Frank Costello. Matt Damon spiller modstykket: en intelligent slyngel, der i virkeligheden arbejder for Costello, og som har tilegnet sig en prestigefuld plads i politiets hierarki. Hvorfor DiCaprio blev Oscar-nomineret for sin præstation i den jævne “Blood Diamond” i stedet for “The Departed”, må guderne vide. Han er i hvert fald superb i Scorseses thriller, og det samme er den sædvanligvis charmerende Damon, som forbavsende naturligt glider ind i rollen som den klamme, hykleriske spion.

Alec Baldwin og Martin Sheen leverer begge varen som to aldrende strømere, mens Mark Wahlberg skiftevis sætter lattermusklerne på overarbejde og bringer sindet i kog som den retsindige, men rebelske officer Dignam. Vera Farmiga og især Ray Winstone gør også et solidt stykke arbejde, mens Jack Nicholson stjæler enhver scene, hvori han medvirker, i rollen som den psykopatiske Costello. Gode skuespillere spiller bedst i selskab med andre af samme kaliber, og dette ensemble er fyldt til randen med talent, der aldrig har spillet bedre og sjældent lige så godt.

Men filmens absolutte stjerner er hverken Scorsese eller skuespillerne. Det er manuskriptforfatter William Monahan og filmens 67 år gamle klipper, Thelma Schoonmaker. Monahans dialog er skarpere end de mest livsfarlige projektiler, og der figurerer ikke én eneste overflødig scene eller replik i mandens manus, som på elegant vis balancerer perfekt mellem humor, drama, romantik og tragedie. Og Schoonmaker formår at vedligeholde en konstant, ofte ulidelig intensitet – lige fra den fængslende start til den nådesløse slutning. Selv ikke de grimme studiebaggrunde kan putte en kæp i hjulet på denne tordnende, uforglemmelige filmiske rutschebane, der ikke ufortjent vandt Oscar for bedste film.

VideoPræsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen format. “The Departed” ser lige så godt ud, som en splinterny blockbuster burde. Kontrasten er overordentlig solid, og farverne fremstår saftige og kraftige, men samtidig også dejlig naturtro. Snavs, gryn og almen billedlig støj er der ingen eksempler på, og billedsiden er dejlig skarp hele vejen igennem. Edge-enhancement og udtværing figurerer yderst sjældent og aldrig i distraherende grad.

AudioFilmens lydfolk havde virkelig travlt med at få mixet filmen færdig op til premieren, men det mærkes ikke på discens glimrende engelske Dolby Digital 5.1 lydspor. Al dialog, Howard Shores eksemplariske score og de mange velvalgte og ofte slagkraftige sange kommer klart og tydeligt igennem. Subwooferen mønstrer en dejlig solid bund, og hele kanalnetværket bliver udnyttet godt til både at levere veltimede effekter og masser af rig atmosfærelyd. Tjek blot den fantastiske scene, hvor DiCaprio jagter Damon igennem Bostons natteliv, hvor den pulserende musik og den konstante auditive uro virkelig gør indtryk.

EkstramaterialeMartin Scorsese har været glad for at indtale kommentarspor til flere af sine films dvd-udgivelser, og den hurtigt talende, lille herre har normalt gjort det godt. Men desværre er der ikke noget kommentarspor eller meget andet ekstramateriale at finde på denne udgivelse. Disc 1 byder udelukkende på filmen og trailere til “Flags of Our Fathers”, “The Prestige” og “The Departed”.

Disc 2 byder på den fascinerende dokumentar “Stranger Than Fiction: The True Story of Whitey Bulger, Southie and The Departed” (21 min.), som fortæller om gangstermiljøet i Boston og den eftersøgte mafioso Whitey Bulger, der i høj grad minder om Jack Nicholsons karakter, Frank Costello. Både folk, der kendte og arbejdede for Bulger, samt Scorsese og flere af hans skuespillere, taler om lighederne mellem filmen og fortidens virkelige hændelser.

“Crossing Criminal Cultures” (24 min.) fortæller lidt om Scorseses karriere og interesse for film omhandlende organiseret kriminalitet. Man hører også lidt om instruktørens opvækst, og Rolling Stone Magazines populære filmkritiker, Peter Travers, disker også op med talrige anekdoter.

Der er i alt 19 minutters slettede/forlængede scener, som alle introduceres af Scorsese. Scenerne er desværre alle fuldstændig overflødige, ligegyldige og – i flere tilfælde – gabende kedelige.

Djævelsk god thrillerMartin Scorseses genindspilning af Hong Kong hittet “Infernal Affairs” viser, at der stadig er krudt i den gamle, efter de to høfligt polerede skuffelser “Gangs of New York” og “The Aviator”. “The Departed” serverer en heftig gang underholdning og stjernespækket suspense, som formår at gøre materialet til sit eget, uden dog at overgå originalen.

Og for lige at få det på det rene: der er tale om en ganske tro remake af Wai Keung Lau og Siu Fai Maks blændende dobbelt-undercover thriller fra 2002, selvom Scorsese og co. har gjort sit for at understrege, at dette altså er deres helt egen film. Manuskriptforfatter William Monahan, hvis sløve pen stod bag Ridley Scott-parantesen “Kingdom of Heaven”, har virkelig oppet sig denne gang, og opdaterer det asiatiske forlæg til amerikanske standarder. Det kringlede plot om de to unge knægte, der går undercover i hver sin organisation – den ene hos politiet, den anden hos mafiaen – og den tveæggede katten-efter-musen leg som bliver følgerne, er i Scorseses version henlagt til en tvist mellem Bostons irske forbrydersyndikat og politiet. Scenen er sat ovenpå fordums raceuroligheder i 60’erne, men handlingen foregår i vor tid. Plottet er ligeså snoet som en proptrækker, og kender man ikke originalen, har man mange gode overraskelser i vente. Selvom der er dømt veltrimmet action blandt en perlerække af amerikanske skuespillere, som kun Hollywood kan servere det, så gælder det om at holde tungen lige i munden for at følge med.

Colin Sullivan (Matt Damon) shanghajes af gangsterbossen Frank Costello (Jack Nicholson) til at infiltrere politiet, så Costello kan køre sin kriminelle organisation uden at blive saboteret af lovens lange arm. Samtidig rekrutteres den unge bølle Billy Costigan (Leonardo DiCaprio) hemmeligt af politiets specialenhed, ledet af politichef Queenan (Martin Sheen) og sergeant Dignam (Mark Wahlberg) til at gå undercover i Costellos bande. De to unge mænd leder et dobbeltliv uden kendskab til den andens eksistens, men snart går det op for begge lejre, at deres egen organisation har en stikker. Af frygt for at blive opdaget, må de hver især søge at afsløre den anden, inden de selv bliver stukket.

“The Departed” spinder en veludført spændingshistorie, der på grund af sin spilletid på lidt over to en halv time har tid til at tilføje sine egne små krøller på intrigen hist og her, blandt andet en overraskende god sidehistorie med en kvindelig psykolog som begge mænd forelsker sig i, samt et større indblik i de to karakterer, der får mulighed for at forklare deres motiver mere. Derudover er der blevet reserveret en ganske god portion screen-time til Hr. Nicholson, der giver den på alle tangenter som den næsten Mefisto-lignende karrikatur Frank Costello. Der er ingen tvivl om, at ‘Jack’ har haft det sjovt, men hans konstante små indfald, der grænser til det groteske, truer med at køre spændingen af sporet og reducere dramaet til sjove løjer og overspillet improvisation. Men i hans mere truende øjeblikke er han fabelagtig som iskold gangsterboss med et hjerte af sten og en bundsjofel appetit på livets mørke sider.

I det hele taget er det en fornøjelse at se så mange skuespiltalenter samlet i så veludført en thriller, hvor den ene overgår den anden i gennemslagskraft. Scorseses casting af de to hovedroller er noget nær perfekt: Matt Damon gør sin rolle i “The Talented Mr. Ripley” kunsten efter, som Colin, der nok går over lig efter guldet, men hvis dobbeltrolle ikke kan lade være med at give ham moralske skrupler. DiCaprio rammer også sømmet på hovedet som den lige dele sårbare og frustrerede Billy, der er anderledes kompromisløs end Tony Leungs rolle i “Infernal Affairs”. På sidelinien, men langtfra udenfor rampelyset, leverer både Mark Wahlberg, Alec Baldwin, Matin Sheen og især Ray Winstone solide præstationer. Også Vera Farmiga, der spiller psykologen Madolyn, formår at bryde gennem mandehørmen og skaber et interessant portræt af kvinden fanget midt i al løgnen og bedraget.

Filmen har mange små kommentarer til forholdet mellem sandhed og løgn – hvad der er overflade og hvad der stikker under – selvfølgelig spejlet i de to hovedpersoners janusansigt, men det præsenteres dog lidt for direkte og klodset til tider, som skulle publikum lige gøres opmærksomme på faktumet, hvilket synes en kende unødvendigt. Men det er småting, og selvom man måske kan beskylde filmen for at være en anelse blankpoleret, så kommer man ikke uden om, at Scorsese orkestrerer sine spændingsmomenter og virtuose voldssymfonier så fermt, at jeg ofte glemte at kigge på min anmelderblok, og i stedet blev revet med.