Ensformig kost

Da Sony Pictures Animations i 2009 udsendte deres blot tredje animationsfilm med den mærkværdige titel “Det regner med frikadeller” (originalt: “Cloudy With a Chance of Meatballs”), regnede det ikke med forventninger fra min side af. Det viste sig dog, at Sony havde skabt en af de mest originale og vanvittige animationsfilm til dato. Den utænkelige historie om opfinderen Flint, der fik himlen til at regne med mad i en film med tyk selvironi og højt tempo, gjorde den til Sonys største animationssucces. Men hvor den første film var en overraskelse, overrasker det næppe, at efterfølgeren ikke er lige så original eller sjov eller overraskende eller en rigtig god 2’er.

Mit største problem ved den første film var den gale og geniale hovedperson og videnskabsmand, Flint Lockwood. Han gennemgik naturligvis en udvikling, hvor han lærer, hvad der er vigtigst her i livet. Men i lang tid virker så uforstående over for sine medkarakterer, at jeg havde svært ved ikke at lade mig irritere over ham. I denne nye film føles det lidt, som om Flint er tilbage, hvor han startede, selvom filmen begynder umiddelbart hvor originalen sluttede. Det vil sige, igen skal vi trækkes med en lidt for selvoptaget, lidt for uforstående og lidt for anstrengende hovedperson.

Den grundlæggende idé er, at øen som Flint fik overdænget med mad takket være sin opfindelse, FLDSMDFR, der kan omdanne vand til mad, nu er blevet til en slags Jurassic Park for brun sovs og kartofler. Det vrimler med sjovt udtænkte væsner, såsom Chimpanse-rejer og Edder-burgere, og referencerne til Spielbergs dino-film er både eksplicitte og mange. Flints store opfinderidol, Chester V, som tydeligvis har både rådne æbler og snusket mel i posen, ser denne udvikling som problematisk, og Flint sættes på en mission for at finde FLDSMDFR’en og en gang for alle slukke den.

Herfra går filmen præcis, som man forventer, at den gør. Flint samler sig et lille hold bestående af venner, kærester og fædre fra første film. Deres eventyr på øen er ganske vist fuld af vilde og mere eller mindre sjove momenter, men desværre også meget, meget forudsigeligt. Flint kan ikke finde balancen imellem at tage sig af sine venner og leve op til sit idols forventninger. Filmen forsøger aldrig at skjule, at Chester V er skurken, og han kommer derfor til at ligne et dårligt rip-off af Charles Muntz fra “Up”, der ligeledes var hovedpersonens barndomshelt gone bad.

Bikaraktererne kender vi fra sidste film, og mens politimanden Earl og kameramanden Manny stadig er morsomme, så er maskotten fra øens tidligere sardin-tid, “Baby” Brent, en af de mest usjove og irriterende karakterer, jeg længe har set i en animationsfilm. ‘Komikken’ består i, at Brent er tyk og dum, der gør ham til en forstyrrende klumb brusk, som minder en om, at intet (især ikke humoren) er lige så velserveret i “Det regner med frikadeller 2”, som det var i dens vanvittige forgænger.