Den urutinerede instruktør Len Wiseman står bag den fjerde film i den populære “Die Hard”-filmserie, “Die Hard 4.0”. At skulle få de tidligere film, hvoraf den seneste ligger 12 år tilbage, til at gå op i en højere enhed med samfundet i det 21. århundrede uden at miste de elementer, vi kender fra de tidligere “Die Hard”-film, er lidt af en bedrift. Men det lykkes rent faktisk, og det kan man kun være imponeret over. Samtidig kunne man frygte, at der ville være ændret på John McClanes (Bruce Willis) personlighed på grund af de mange år, der er gået siden den sidste film, men det er fuldstændig ubegrundet – McClane fremstår næsten som i de foregående film: Samme mimik, samme kropssprog og samme syge tendens til at bryde ud i latter, når han lige har sprunget noget i luften, eller selv er kommet til skade. Den eneste forskel er, at han er blevet halvgammel, skaldet og med flere rynker.

Det er natten til USA’s afhængighedsdag, og John McClane er i gang med en simpel rutineopgave, hvor han skal hente den unge computerhacker Matt Farrell (Justin Long) ind til afhøring. Dette går dog ikke helt som forventet, for i Matt Farrells lejlighed bliver de angrebet af nogle håndlangere, som er en del af en gruppe højteknologiske terrorister anført af Thomas Gabriel (Timothy Olyphant). Terroristerne har planer om at angribe den amerikanske infrastruktur og få alt lige fra kommunikation til transport til at gå ned. Farrell samt en masse andre hackere har uvidende været med til at hjælpe dem, men nu hvor de ikke længere skal bruges, bliver de dræbt en efter en. McClane er nu tvunget til at beskytte Farrell, samtidig med at han skal have ram på terroristerne.

Timothy Olyphant, bedst kendt fra serien “Deadwood”, gør hvad han kan for at få terroristen Thomas Gabriel til at fremstå så ond som muligt. Det klarer han også meget godt takket være sin mimik, sit onde blik og den kølige adfærd han har. Han er dog aldrig i nærheden af at fremstå nær så ond og farlig som Alan Rickman i den første film. Computerhackeren Matt Farrell i Justin Longs skikkelse fremstår i de første 25 minutter som en lille skrigende skoledreng, som McClane har på slæb. Det er først derefter, at Farrell begynder at opføre sig mere roligt, hvilket åbner op for lidt fornuftig dialog imellem ham og McClane.

“Die Hard 4.0” byder på nogle plothuller og overdrivelser. Vi får for eksempel aldrig svar på, hvordan det er lykkedes for terroristerne at få koblet sprængladninger på hackernes computere, eller hvorfor McClane, som ellers hader at flyve, pludselig kan betjene en helikopter. Det gør nu heller ikke så meget, for med filmens forholdsvis høje tempo og gode actionscener tænker man ikke nøje over det. Det bliver dog alligevel for meget hen imod slutningen, hvor McClane skal kæmpe imod en håndlanger, der er i stand til at løbe på vægge, og er så akrobatisk, at selv den bedste cirkusartist ville blive misundelig. Derudover stifter han også et ubehageligt bekendtskab med et jagerfly, som filmen havde været bedre foruden.