Universet udvider sig skræmmende hurtigt

Teorien om multiverset er en integreret del af Marvels “Doctor Strange”. Som den uendeligt vise The Ancient One viser, så er der et uendeligt antal universer at besøge, hvis bare man åbner sine øjne. Den køber neurokirurgen Stephen Strange selvfølgelig ikke lige med det samme. Ligesom alle andre her på Jorden ved han, at der kun er ét univers, der er værd at bruge tid på: Marvel Cinematic Universe. Den nærmest ufejlbarlige franchisemaskine, der er i fuld gang med fase tre. Det myldrer frem fra Lees og Kirbys næsten uendelige helte- og skurkekanon. Og med dem følger uendelige muligheder for at fortælle en historie. Desværre virker det, som om Marvel har lagt sig fast på en enkelt.

Der er kun gået otte år, siden “Iron Man” blev et lidt overraskende kæmpehit. Altså overraskelsen bestod ikke så meget i, at den blev et hit, det var snarere det faktum, at den var god. Skarp dialog, intens action og Robert Downey Jr. Han fandt sig selv så meget, at det er svært at huske, om han egentlig nogensinde har spillet andre roller end Tony Stark. På de otte år har Marvel aldrig igen ramt så rent. Måske prøver de derfor nu at indspille næsten den samme film. Stark er blevet til Strange, men formlen er den stensikre samme. Godt udført, men alene på manglende nyhedsværdi – et niveau eller to under jernmanden.

Det er jo selvfølgelig muligt, at “Doctor Strange” bare er “Iron Man” fra en alternativ dimension, hvor Robert Downey Jr. er Benedict Cumberbatch. Det er igen historien om et arrogant, rigt geni, der falder og rejser sig igen. Samme tur til østens mystiske riger. Samme ‘tøhø, det er Stan Lee’-cameo. Samme mundkusse. Eneste forskel er skurkens størrelse. Og det er altså ikke til fordel for “Doctor Strange” at bytte en ond forretnings-Jeff Bridges ud med den univers-ædende Dormammu. Marvel har fået en kedelig tendens til at gøre alle skurke til et gigantisk hul, der svæver over en storby. Som man siger om folk med store biler: Det er, fordi de har svært ved at få ideer til deres multidimensionale troldmands/superheltefilm.

Sikke et held, at vi efterhånden ikke ser superheltefilm for de fantasifulde monstre eller de episke slag. Vores yndlingshelt er ikke længere ham med de vildeste superkræfter eller det modigste hjerte. Vi går ind for at se den sexede libertiner fyre metajokes af. Misundelige, ikke på hans heltemod, men på hans store, flabede mund. Star-Lord, Tony Stark, Cumberbatchs egen Sherlock. Man behøver stort set ikke mere. Og jeg behøvede heller ikke mere i første halvdel af “Doctor Strange”. Cumberbatch danser derudaf som vittig, popkulturel skeptiker stillet over for tusindårig visdom og sammenbidte zealoter med Mads Mikkelsens Kaecillius i spidsen. Det store slag og universet og alt det andet? Det er ligesom bare med.

Det episke sigte kan også aflæses visuelt. Effekterne (og “Doctor Strange” er tungt ladet med dem) er stort anlagte og opløser hver anden scene i spejlmosaikker og anden kalejdoskopisk synsbedrag. Der er nævekampe og eksplosioner som i enhver “Avengers”, men det sker ofte med hovedet nedad og kameraet på rundtur i fem-seks dimensioner. Det er tydeligt, at “Inception” ikke har levet forgæves, når hele bydele rejser sig i halvfems graders vinkler, og Stephen Strange astralprojicerer vandret rundt om sit eget legeme.