Dogtooth
Udgivet 23. feb 2011 | Af: Benway | Set i biografen
Dysfunktionelle familier er et forholdsvist velkendt emne i film, men man ville alligevel få svært ved at finde familieforhold, som er mere bizarre end dem, der udspiller sig i “Dogtooth”.
Børnene ved intet om verdenen udenfor, som forældrene beskriver som et voldsomt sted, hvor dødsensfarlige menneskeædende dyr vandrer rundt. Alle ord, der refererer til noget udenfor, tillægges en anden betydning, således at intet kan gennemtrænge denne perfekte overflade. Alligevel bliver det tydeligt, at et eller andet er alvorligt galt med børnene. De er som voksne udgaver af Van Trapp-ungerne fra “The Sound of Music”. Fanget i en bizar afmægtig tilstand, hvor reglerne skal følges til punkt og prikke, men den grundlæggende menneskelige dimension er helt fraværende.
“Dogtooth” er nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film, hvilket i sig selv er en kilde til undren. Vi er meget, meget langt fra de konkurrerende Oscar-tårepersere “Biutiful” og den danske “Hævnen”. Synsvinklen er kølig distanceret her, og i stedet har filmen placeret os i et slags menneskeligt laboratorium, hvor det mere er vores tankevirksomhed end tårekanaler, der bliver stimuleret. Endnu mindre Oscar-venlige er de udpenslede samlejescener, der ikke overlader meget til fantasien, men som føjer til den kliniske skrabede tone. Filmen er af Giorgos Lanthimos, som sandsynligvis tager sit første skridt ind i auteur-verdenen med denne film. Han demonstrerer en fornemmelse for at opbygge scener på imponerende vis, men viser også en evne til visuelt at skabe kompositioner og sekvenser, der sidder fast på nethinden længe efter. Kun slutningen falder en smule svagt.
Vi bliver hurtigt vant til, at filmfortællingerne tager én under armen og uden omsvøb fortæller, hvad man skal mene og hvorfor. “Dogtooth” adskiller sig derimod ved at høre til den forsvindende lille gruppe, der byder op til refleksion. Den leverer i stedet en tankeprovokerende fortælling om indoktrinering og i sidste ende den måde, vi alle indretter os på. Det er næppe en film, der vil tilfredsstille hele sit publikum, men deri ligger også en styrke. De fleste filmhistorier tigger om din billigelse. Den her frygter ikke at blive hadet.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet