Den talentfulde Don

Joseph Gordon-Levitt er et af de mennesker, der ikke bare er alt for ung, har haft alt for meget succes og ser alt for godt ud. Han tillader sig oven i købet at være alt for talentfuld. Nu har han så instrueret sin første film, som han også har skrevet manuskript til og selvfølgelig spiller hovedrollen i. Havde den så bare været dårlig – men nej, sådan er nogle folk så ubetænksomme.

Ved første øjekast lader det til, at vi i “Don Jon” har med en klassisk problemfilm at gøre, hvor et eller andet tema fra samfundets skyggeside tages under behandling. Denne gang er det så pornoafhængighed, der skal belyses. Jon er næsten en stereotyp på en ung italiensk-amerikansk mand. Han er simpel, elsker sin bil, sin lejlighed, sin familie, sin kirke og lækre kvinder. Åh ja, og så onanerer han til internetporno mindst tre gange om dagen, hvilket han dog, som en god katolik, får syndsforladelse for hver søndag. Som sagt: en simpel mand med simple fornøjelser. Men da den overjordisk smukke Barbara dukker op på scenen, bliver det mere kompliceret. Hun kræver, at han opgiver pornoen, hvilket viser sig at være sværere, end Jon forventede.

Her ville det have været meget nemt at forfalde til et klassisk plot, hvor Jon brydes med sine dæmoner, men i sidste ende overkommer dem i kraft af Barbaras kærlighed til ham. Det er bare ikke tilfældet. Jon vender hurtigt tilbage til pornoen, men skjuler det bare for Barbara. Hun viser sig desuden at være overordentligt manipulerende og krævende. Her har filmen den interessante (omend forsimplede) pointe, at mænds forbrug af porno og kvinders forbrug af romantiske film og bøger begge giver en forkvaklet forståelse af parforholdet. Det bliver i løbet af filmen mere og mere tydeligt, at der i højere grad er tale om satirisk samfundskritik end en simpel problemfilm.

Sammenligningen mellem Jons porno og Barbaras romantiske film afspejles også i filmens form. Begges afhængighed skildres med ens klipning, intens lyssætning og ikoniske lydelementer. Det er et smart greb, men det er desværre også her, at man kan se, at Gordon-Levitt er en debutinstruktør. Han forelsker sig lidt for meget i formen, hvor hurtigt klippede sekvenser ledsages af markante lyde. Det er ikke dårligt, men det virker til tider unødvendigt og distraherende.

Det, der heldigvis vejer så rigeligt tungt i den modsatte vægtskål, er den veloplagte satire, der gennemsyrer filmen. Særligt Jons familie, der bekræfter alle tænkelige fordomme, er en kilde til latter. Tony Danzas herligt overdrevne faderkarakter ser konstant sport i fjernsynet og hører tilsyneladende aldrig, hvad Jon siger. Moderen drømmer kun om børnebørn og bruger ellers al sin tid på at varte familien op. Søsteren sidder for sig selv, tilsyneladende permanent klistret fast til sin mobiltelefon. De tilbagevendende familiemiddage er et orgie i undertrykte følelser, ubetænksom forsømmelse samt skyldkomplekser af episke dimensioner.