Don’t Be Afraid of the Dark
Udgivet 29. sep 2011 | Af: Benway | Set i biografen
Det er fristende at opdele gysere i to kategorier: Der er dem, der baserer deres evne til at skabe frygt på, hvor mange bøh-øjeblikke, de kan skabe, og så er der den gruppe, der i stedet bygger den på at vække en angstprovokerende atmosfære.
Den Guillermo del Toro-producerede “Don’t Be Afraid of the Dark” falder lykkeligvis ind i den sidstnævnte kategori og præsenterer i stedet en historie, hvor figurerne er interessante og vedkommende, og hvor atmosfæren er det egentlige omdrejningspunkt. Jo vist, her er også et par hårrejsende punkter, og særligt én bestemt sekvens vil utvivlsomt få popcornene til at flyve ud over de nærliggende sæder, men uhyggen bygger først og fremmest på tilskuerens anspændte forventning om, hvad der kommer til at ske om lidt, og hvad det mon vil gøre ved vore hovedpersoner.
Hvad der følger er ikke en stilskabende ny slags gyser, men derimod en solid og velfortalt klassisk gotisk fortælling om det hjemsøgte hus. I modsætning til kollegaen Quentin Tarantino, der tilsyneladende vil lægge navn til hvad som helst, så er Del Toro betydelig mere kvalitetsbevidst og har i Troy Nixey fundet en instruktør, der har skabt en stemningsfuld og æstetisk betagende ramme. Synsvinklen er sat hos den unge pige, og som voksen tilskuer føler man sig hurtigt hensat til den alder, hvor der gemte sig monstre under sengen og ækle væsner i afløbene. Samtidig spiller filmen også på de underbevidste kræfter, og de skjulte væsner kommer hurtigt til at fremstå som den undertrykte vrede, som det unge skilsmissebarn føler over sin situation.
Beklageligvis kan uhyggen ikke opretholdes gennem hele filmen, og irriterende er det ikke mindst, at vi ser alt for meget af væsnerne, hvilket i høj grad afliver deres mystik og evne til for alvor at skræmme os. Jo mere konkret truslen bliver, des mindre foruroligende bliver den samtidig. Til gengæld er “Don’t Be Afraid of the Dark” en stærk fortælling, hvilket ikke mindst er takket være godt spil fra hovedrollerne, som man kommer til at holde af og med, og filmen viser sig at være en overraskende rørende og bevægende størrelse.
Nej, der er ingen store omvæltninger i vente med denne film, men “Don’t Be Afraid of the Dark” er ikke desto mindre noget så sjældent som en ualmindeligt vellavet og nervepirrende gyser af den solide klassiske skole. Trods titlen bliver man hurtigt overbevist om, at der atter er al mulig god grund til at frygte mørket.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet