Dracula Untold
Udgivet 9. okt 2014 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Titlen er sand. Sådan er eventyrmyten om Dracula aldrig blevet fortalt før. Da Francis Ford Coppola fortalte historien om fyrst Vlad i sin “Dracula” tilbage i 1992, var det klassisk sat op med den blodsugende, udødelige greve i en kiste på et slot, hvor han kammerspil-klaustrofobisk ventede på et nyt offer for sin tørst. I “Dracula Untold” er der ingen, der venter. Det ”Un” skal væk, så vi kan komme videre til 2’eren.
Netop de episke slag imod en middelalderhær i krigeriske kolonner og byttepagten med klam gamling peger væk fra Dracula-traditionen. Det er mere “Ringenes herre”, hvor eventyrtræk, fantasy-trylle-tryl og middelaldersværd blendes sammen i plotgryden i kamp imod det onde. Her tyrkerne, der føres an af Dominic Coopers sultan, der ikke virker mere farlig eller mellemøstlig end Kebabistan nede på hjørnet.
Men når Dracula-figuren skal (mis)bruges til andet end actionhelt, så kan flagermusene ikke hjælpe. Tematisk er der en svag idé, om hvad ham der den blodtørstige greve kan bruges til. Det er noget med, at det der blod kan betyde noget mere. Noget andet. Uskyldstab måske? Der ryger lidt blod på et bur med hvide duer. Noget med kødelige drifter også. Vi laver den regel, at Dracula skal holde sig i kødelig cølibat i tre dage – til trods for han har en kone, som han har lavet en søn med, så den del giver heller ikke mening… Årh, nevermind. Der er også noget med Satan, Gud og religion, og nu har vi jo installeret slutscenen på et kloster. Det må kunne bruges? Naaah, vi giver vores vampyrhelt et middelaldersværd i stedet for, og lader ham kæmpe til døden imod den tyrkiske badguy, det er til at forstå.
Der manglede åbenbart en ny, episk fantasy-franchise, har nogen ment. Et kendt brand skulle bruges til plakaten, og op fra bowlen kom en seddel med Draculas navn på. Og navnet er næsten det eneste, som “Dracula Untold” deler med Bram Stokers vampyrfortælling. Men jeg savner nu lidt de gamle dage oven på den her oplevelse. Der er for mange kunstige røde blodlegemer, for meget fart. Nogen burde ringe efter dopingkontrollen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet