Pinlig kandidat til årets værste film

Sidste år skrev Filmz-anmelder Sarah Ingemann Hansen, at Adam Sandler-farcen “That’s My Boy” nok var én af de dårligste film, hun nogensinde havde set. Jeg har ikke haft den tvivlsomme fornøjelse at se “That’s My Boy”, men jeg er alligevel ret overbevist om, at “Drengerøve 2” er endnu værre. Om ikke andet er den en klar kandidat til den dårligste film i 2013.

Det ville nærmest være en tilsnigelse at hævde, at “Drengerøve 2” har et egentlig plot, men jeg vil alligevel prøve at stykke en synopsis sammen: Lenny, spillet af en typisk hysterisk Adam Sandler, har droppet sit lukrative job som Hollywood-agent og er nu flyttet tilbage til hjembyen, hvor hans tre venner, Eric, Kurt og Marcus, stadig bor. Her driver de gæk med deres medmennesker, mens sommerferien er i fuld sving. For at fejre feriens ankomst beslutter gutterne sig for at holde en fest i Lennys hus. Og det var vist dét…

Ja, “Drengerøve 2” mangler i dén grad et bæredygtigt plot. Vores hovedpersoner driver bare rundt og fortæller vittigheder i ét væk, mens de prutter, bøvser og deler kropsvæsker med både dyr og mennesker. For at sige det tydeligere: “Drengerøve 2” starter med en kronhjort, der sniger sig ind i Lenny og fruens soveværelse, hvor den tisser over det hele – inklusive Lennys mund, som han ikke har lukket på grund af alle de skrig, der skal ud. Samtlige kropsvæsker får tid i rampelyset undervejs, men filmen formår ikke at fremtvinge bare ét latterudbrud. Måske er der nogen, der klasker sig på lårene af grin over tåbeligheder som ovenstående, men jeg er ikke én af dem. Den første “Drengerøve” var en temmelig ligegyldig, rutinepræget komedie, men efterfølgeren er en decideret katastrofe.

Det er tydeligvis meningen, at vi skal se Lenny og Co. som ukonventionelle mænd, der svælger i kaos og spas, men som også har hjertet på rette sted. Men filmens fire gæve gutter er nøjagtig lige så uansvarlige, usmagelige bøller som dem, der var efter dem i skolen. For eksempel er det måske sjovt, at chaufføren til skolebussen er vind og skæv af stoffer, men når han bliver opdaget af de fire venner, udsætter de ham for så megen vold, at det er et held, at han ikke ender på hospitalet. Ja, faktisk er det lidt af et held, at han overhovedet overlever. Drengerøvene er her i høj grad lige så meget hooliganagtige voldsmænd som dem, de gør grin med i filmen, og som (ironisk nok) ender med at fremstå som den primære målgruppe.

De reelle problemstillinger, som filmen tager op, bliver også håndteret uden den mindste snert af finesse. Marcus’ søn er kriminel og voldelig (ligesom farmand), men det bliver hurtigt løst, så snart han får lov til at se videoer med egern på YouTube. Mener de det virkelig seriøst?! Hvis man ikke kan finde ud af at løse en filmisk konflikt på en overbevisende facon, bør man så ikke lade være med overhovedet at forsøge? Desuden er misogynien i fuld flor i “Drengerøve 2”, der ustandseligt prøver at overbevise tilskueren om, man ikke er noget værd som kvinde, hvis man ikke strutter med sin popo eller ligner en skønhedsdronning. Kvindefjendskhed er her helt okay, men da to ungersvende skal til at drikke øl for første gang, beslutter de sig til sidst for at lade være, da det ville være for stor en synd. Som europæer er det altså sommetider svært at finde hoved og hale i de kære amerikaneres moralske kompas.