“The Dukes of Hazzard” er en film der fra starten af sætter sit ambitionsniveau så utroligt lavt, at det er svært at forestille sig at den ikke kan nå det – ikke desto mindre er det netop det man må konstatere efter at have tilbragt ca. halvanden time i selskab med fætrene Duke.

Filmen er baseret på en hedengangen amerikansk tv-serie, om de to fætre og deres oplevelser. Den er en komedie med indsatte biljagter ca. hvert 15. minut, således at folk med lav koncentrationstærskel har en chance for at holde sig vågne igennem den.

Filmen forgår i det dybe syd i byen Hazzard, hvor beboerne tilsyneladende er så indavlede at det gennemsnitlige intelligensniveau ligger meget lavt. Her møder vi Duke familien som består af de to fætre Bo og Luke, deres labre kusine, og deres onkel som er en god gammeldags hjemmebrænder. Fætrenes arbejde består i at køre onklens ulovlige sprut ud, når de ikke har for travlt med at gøre vejene usikre i General Lee, deres elskede Dodge Charger.

Alt er dog ikke fryd og gammen i den lille flække. Den onde borgmester Boss Hogg har skumle planer (hvilket vel ikke burde overraske nogen – hvem stemmer dog også på en mand med det navn?). Hans fæle plan involverer blandt andet det årlige billøb i Hazzard som Bo plejer at vinde hvert år. Dette år har Boss Hogg imidlertidig fået hentet en tidligere vinder hjem – Dil Driscoll, der nu er blevet et stort bilracernavn. Større ting står dog på spil, og fætrene må undslippe lovens lange arm, mens de forsøger at finde ud af hvad der foregår.

“The Dukes of Hazzard” er en dum film og stolt af det, selvom det vel næppe er noget at være stolt af. Alle sydstatsklichéerne bliver anvendt og får endda en ekstra tand ironisk distance oveni hatten, og netop deri ligger en af filmens fatale fejltagelser, for selv pjattede “dårlig smag” komedier har brug for blot et minimum af troværdighed for at være sjove.

Alle skuespillerne, lige fra Johnny Knoxville til Burt Reynolds, spiller med en meget uheldig ironisk og distanceret undertone. De “spiller sjovt”, hvor de i stedet burde spille figurer som er sjove. Den eneste undtagelse er Sean William Scott, der påtager sig sin fjollede rolle med overbevisning. Han er absolut en af filmens gode punkter og en af de få grunde til at den ikke er en total fiasko. Willie Nelson spiller fætrenes hjemmebrænder onkel. Han fortæller et utal af platte vittigheder gennem filmen og repræsenterer på sin egen måde dens overbevisning: Det gør ikke noget at man kun kan dårlige vittigheder, når bare man kan mange af dem.