Dyrene i Hakkebakkeskoven
Udgivet 5. apr 2017 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Der står 50 på lagkagen. Den store dag skal fejres. Hip-hurra for Bamsefar, der er så sød og rar, at han lader alle få plads i den dejlige Hakkebakkeskov. Det er den morale og Bamsefars 50 års fødselsdag, der fejres i den animerede udgave af “Dyrene i Hakkebakkeskoven”, hvor Inger Støjberg nok næppe nogensinde ville blive valgt som minister for alle skovens forskellige dyr.
Det er Rasmus A. Sivertsen fra “Bakkekøbing”, der har stop-motion-opdateret Thorbjørn Egners 1950’er-klassiske streg, som blev udgivet midt imellem “Karius og Baktus” og “Folk og røvere i Kardemomme-by”. Alle tre moralske fortællinger om ikke at stjæle, æde eller glemme at børste sine tænder. Sivertsen har tilføjet fine detaljer til dyrene, hvor Mikkel Ræv som et andet grådigt rovdyr fra overklassen har iført sig lilla sixpence, når han har tænkt sig at stjæle peberkager fra en peberkagebager, som det lyder i den klassiske sangtekst til den her slags musical.
Jeg savner dog, at Sivertsen havde opdateret mere end bare det ydre. For det lugter mere af 50’erne end af cirka 70 år senere, at det er Morten og mandlige Bamsefar, der taler politik og laver love, imens Bamsemor og de andre kvinder er reduceret til at bage kager eller blive spist. Birthe Kjærs Bedstemor Mus er den mest aktive kvinde, der tager fra bageren ind i skoven, hvor Mikkel Ræv vil æde hende. Hvorfor må hun ikke lede fællesmødet eller redde den lille bjørneunge, der er blevet taget til fange oppe på gården?
På den facon er Inger Støjberg foran “Dyrene i Hakkebakkeskoven”. Hun må mere end at servere kage. Omvendt kunne hun udmærket lære fra Bamsefar, der faktisk tror på, at man godt kan være sød og rar, selv om der er dyr i skoven, som vil æde dig.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet