Godnat-mad i lange baner

Man kan sige meget om titlen “Eddie – The Sleepwalking Cannibal”, men den præsenterer filmen i meget utvetydige termer, der ikke er til at misforstå. Dette er en klam, makaber og kulsort komedie i al dens bloddryppende enkelhed.

Til trods for den engelske titel – og at der udelukkende bliver talt engelsk i filmen – er dette faktisk en dansk produktion, men hvis det ikke var for tilstedeværelsen af Thure Lindhardt i hovedrollen, ville man næppe nogensinde have gættet det. Splatterkomedier er nærmest et komplet ukendt fænomen inden for den danske filmbranche, og alene af den årsag er man nysgerrig efter resultatet.

Det er Fridthjof Film, der har vovet pelsen med filmen, og det er canadiske Boris Rodriguez, som her debuterer som både spillefilminstruktør og manuskriptforfatter. Filmen følger en dansk kunstmaler ved navn Lars – spillet af Thure Lindhart – der engang var lidt af en komet på kunstscenen, men nu er ramt af akut kunstnerisk krise og ikke har malet i mange år. Han tager derfor et job på en kunstskole i den lille canadiske by Koda Lake. Lars har knap fundet sig til rette, før han får en ekstra opgave i form af den stumme Eddie, der er en noget tilbagestående størrelse, men så rar og godmodig som dagen er lang.

Eddie har dog en lille uheldig skavank i form af en tilbøjelighed til at gå i søvne om natten, men mere alvorligt er det, at han på grusom vis parterer og myrder små dyr i søvne. De brutale syn vækker imidlertid Lars’ slukkede kunstneriske åre, og lige pludselig begynder det en gang så skarpe talent igen at gnistre af liv. Behovet for sanseinput bliver dog større og større, og som man nok kan gætte, varer det ikke længe, inden filmen lever op til sin titel. Til trods for at det canadiske landskab hurtigt vrimler med afrevne lemmer og parterede lig, er vi dog æstetisk og fortællermæssig ret langt fra f.eks. “Braindead” og “Evil Dead”-filmene og nærmere en sort-lun tone à la Cohen-brødrenes “Blood Simple” eller “Fargo”. Man tager hurtig sig selv i at klukke med, når det tager evigheder at få dræbt en påkørt hjort, eller når en fod stikker makabert op af en plastiskpose.

Fortællingen kredser omkring skabelse af kunst, og hvilke mørke, ubevidste impulser der måske egentlig ligger bag. Temaet krydres med opfindsomme indfald – ikke mindst den usædvanlige brug af klassisk opera på lydsiden til at give det hele en lidt distanceret følelse, mens den lokale radiovært svælger endeløst i operaernes mest brutale detaljer. Samtidig er filmen en variation over det klassiske Frankenstein-tema, og selvom det er Eddie, der har den blodtørstige trang, så efterlades man ikke i tvivl om, at Lars er den egentlige skurk.